Nu har jeg stået på hovedet for at finde isopskrifter med hele æg – uden held. Der er masser af opskrifter, hvor man udelukkende anvender æggeblommer eller æggeblommer og piskede æggehvider. Masser af isvarianter, hvor “æggesnapsen” er varmet op, hvor der først er lavet creme og alle variationer af smag, syrnede produkter og fedtprocenter. Men INGEN, hvor man starter med at piske hele æg (pasteuriserede eller ej!) med sukker. Og hvorfor er det sådan? Er der nogen grund til at kassere de stakkels hvider? Det satte vi os for at finde ud af og satte denne isproduktion i gang:

A) 4 past. æggeblommer, 75 g flormelis, korn af ½ vaniljestang, ½ liter piskefløde pisket til skum.

B) 2 past. æggeblommer, 75 g flormelis, korn af ½ vaniljestang, 2 stiftpiskede past. æggehvider , ½ liter piskefløde pisket til skum.

C) 2 past. helæg, 75 g flormelis, korn af ½ vaniljestang, ½ liter piskefløde pisket til skum.

D) 2  friske æg, 75 g flormelis, korn af ½ vaniljestang, ½ liter piskefløde pisket til skum.

Vores konklusionen er at der stort set ingen forskel er om man bruger hele æg fra starten eller pisker æggehviderne for sig selv – det skulle da kun være at man kan spare opvasken af en skål :-D. Isen helt uden æggehvider er federe i smag og mundfylde end de 3 andre – men det synes ingen af os var en fordel. Så hvordan pokker er det gået til at is traditionelt laves af æggeblommer? Kan nogen hjælpe med at løse det mysterium?

Så er det højsæson for gode intentioner om at leve sundere. For et par år siden fortalte jeg om en Suppekur, jeg prøvede – og det gav mange kommentarer og spørgsmål, som jeg efter bedste evne har forsøgt at besvare.

I år har jeg valgt en lidt mindre radikal ”kur” – bl.a. fordi jeg blev ærlig talt ikke særlig populær blandt mine kolleger, der udvikler opskrifter. For jeg kunne jo ikke bedømme retterne under udvikling, når jeg kun måtte/ville spise suppe :-D

I år har jeg også lavet en ordentlig gang grønsagssuppe, men spiser det kun til af-tensmad. Samtidig passer jeg også på at spise fornuftig morgenmad og frokost – og forsøger at få motion hver dag (selv om det godt nok er svært at løbe, når der er sneglatte veje og stier).

Det virker sikkert ikke så hurtigt, men det er nemmere for jeg har sådan en lyst til at spise det, jeg ikke må. Og nu er der sådan set ikke noget, jeg ikke må – hverken smage på, når der skal bedømmes opskrifter eller spises til frokost. Det drejer sig blot om at justere mængden.

Når jeg har nået mit mål, så har jeg en plan for at fastholde de gode vaner. Fortsat forsøge at spise lidt mindre, end jeg har lyst til, men ikke sige nej til mine kollegers afprøvninger, eller de invitationer, jeg får til dejlige middage (men spare lidt på vinen). Op i intensitet og/eller frekvens for motion. En aften om ugen består aftensmaden af - ja netop - suppe udelukkende bestående af grønsager og vand. Kryds fingre for at det lykkes please!

Gulerodssuppe med linser (denne suppe er ikke den, der hører til suppekuren, men den opfylder mine krav til en suppe, med mange grønsager og få kalorier :-D)