Indhold

Køernes festival

28 august 2011, Torben Sønderby

Hvad synes du?

  • 50%
  • 50%

Når man tænker på de danske sommerfestivaler, kan man ikke undgå at tænke på den smat af mudder, der opstår, når vejrguderne har været slemme. Her på gården er køernes festival i gang, for mudder opstår jo som bekendt, når mange mennesker - eller dyr - tramper rundt det samme sted, hvor det har regnet. Når køerne skal ind og ud fra marken, opstår der områder med smat, og det giver ekstra arbejde inden malkning, fordi køerne er enormt beskidte. Det tager derfor længere tid at gøre dem rene end normalt.

Udover at det giver ekstra arbejde til mig, er det heller ikke så godt for dyrenes klove. Der kan opstå problemer, fordi klovene bliver våde og bløde og mere sårbare, hvis for eksempel koen træder på en sten. Det kan i værste tilfælde ødelægge kloven, og dyrlægen må tilkaldes. Som I kan se på billedet herover, prøver jeg at lave nogle gode drivveje, når dyrene skal ud og ind. Man kan bruge flis, som de gør på festivalerne, men jeg har valgt at bruge nogle kraftige gummiplader, som her danner en rute fra stald til mark.

0 Kommentér

En våd høst

17 august 2011, Torben Sønderby

Hvad synes du?

  • 50%
  • 50%

Os landmænd havde godt nok drømt om at få en let høst i år, for de sidste to år har været lidt trælse. Derfor syntes vi nok, at vi havde fortjent en nem omgang nu. Men det ser desværre ikke ud til, at det bliver helt så problemfrit, som vi havde håbet. Mange landmænd plages af masser af vand på markerne – især Vestsjælland og Lolland er hårdt ramt. Mine marker har heldigvis ikke været nær så udsatte for regnen, men jeg går nu alligevel ud fra, at jeg skal have tørret en del af høsten. Kornet tørres ved at ligge i en maskine, hvor varm luft blæses ind til det. På den måde kan det stadig bruges – så længe der max. er 15% vand i det, er det ok. Som vejrudsigten ser ud nu, forventer jeg, at vi skal have meget tørret, men det kan jo være, at der pludselig kommer et højtryk om en fem dages tid. Det ville jo være dejligt, for tørringen giver jo unægtelig ekstra arbejde.

0 Kommentér

Aktivitetsmåling på køerne

11 august 2011, Torben Sønderby

Hvad synes du?

  • 60%
  • 40%

Hvordan kan man se på en ko, at den er ved at komme i brunst? Jo, det kan man, når den får et højere aktivitetsniveau end sædvanligt. Det vil sige, den bevæger sig mere. Før i tiden måtte jeg selv holde øje med det for at se, hvornår det var tid til at ringe efter inseminøren, men i dag har jeg ved hjælp af en investering på små 100.000 kroner fået nye muligheder.

Som I kan se på billedet, sidder der nu en lille blå boks i koens halsbånd, og den måler koens aktivitetsniveau. Jeg kan så se aktivitetskurver for alle mine køer på computeren og derved nemt opdage, når en ko eller kvie er på vej i brunst. Jeg er rigtig glad for det her, for det er fedt at kunne opdage det, vi kalder en stille brunst. En stille brunst er, når en ko kun er aktiv en time eller to om natten, og det så jeg jo ikke førhen. Men dem skulle jeg altså gerne fange nu. Så jeg tror bestemt, at det er en investering, der vil kunne betale sig på længere sigt.

0 Kommentér

Kalve og foder

1 august 2011, Torben Sønderby

Hvad synes du?

  • 33%
  • 67%

Hos økologiske landmænd må kalvene stå inde i stalden, til de er fire måneder gamle. Derefter skal de ud på græs. Der er imidlertid mange udfordringer, når kalvene skal på græs, og en af de største er at kontrollere, at hver enkelt kalv får nok at spise. Derfor kører jeg hver dag en vogn ud til dem med lidt ekstra mad, som indeholder hø, korn, mineraler og græsensilage. På den måde kan jeg hjælpe til med, at de får alle de vigtige ting at spise, som sikrer deres vækst. En undervægtig kalv er hverken godt for kalven eller landmanden.

En anden udfordring er, at kalvene helst skal lukkes ud på en mark, hvor der ikke har gået ældre dyr for at undgå smitte. Hvis der har gået dyr, der har været syge med det ene eller det andet, kan smitten være overført til jorden via deres kokasser, og når kalvene så spiser græsset senere kan de blive syge. Så udfordringen består i at finde nye græsarealer hver gang jeg har kalve, der skal på græs. Det kan være svært, men det jeg ved, at det er vigtigt, da jeg lige nu har et par kvier, der er blevet lidt småsyge på grund af dette. De går og hoster lidt, og jeg skal have en dyrlæge ud for at vurdere, om det er noget, de skal have behandlet. Det er heldigvis ikke alvorligt, så raske skal de nok blive.

0 Kommentér

"Hvordan har den økologiske ko det?" Følg Torben Sønderby på økogården, "Klink".

Læs mere om Torben Sønderby
RSS Feed :

Seneste indlæg