Man plejer at sige, at vi bliver, hvad vi spiser. Derhjemme er det vores eget ansvar at holde hus med ressourcerne, men i takt med at flere og flere af vores måltider indtages uden for hjemmet, giver det mening, at der også kommer fokus på ansvarlighed og bæredygtighed i de køkkener, der tilbereder vores mad.

Siden nytår har vi medarbejdere, der jævnligt spiser på Arlas kantiner på vores hovedkontor i Viby, deltaget i et forsøg, der indgår i en meget bevidst ansvarlighedsstrategi hos vores Foodservicekolleger.

Forsøget  indebærer fx at en række af kantinens basisfødevarer nu er økologiske, ligesom der er et meget stort fokus på sæsonens grøntsager, ligesom skræller, grøntsagsstilke mm anvendes i retterne for at mindske spild af mad. Forsøget er et udtryk for, at vi i flere sammenhænge tager vores egen medicin. Kantinemaden var såmænd god, før testen i de to kantiner blev indledt, men den levede ikke op til vores Tættere på Naturen strategi eller vores mål at være bæredygtige og ansvarlige - fx i forhold til at mindske madspild. Men derudover gav det også mening for kollegerne i Foodservice at gennemføre forsøget for at have den nødvendige indsigt og basis for at rådgive slutbrugere i kantiner og restauranter i at lægge om til mere økologi. En satsning, som der for alvor arbejdes med i disse måneder.

Siden 1.januar har de to Arlakantiner derfor været i gang med at øge andelen af økologiske fødevarer, og om 5 måneder kan de dermed tildeles det såkaldte økologiske spisemærke. Det betyder, at kantinens andel af økologiske fødevarer skal være 40%. Til sammenligning var andelen i Arlas kantiner, før testen blev indledt, på 14%.

Imorgen bliver resultatet af de første fem måneders omlægning bliver præsenteret på en stor konference, som Arla arrangerer sammen med Økologisk Landsforening for restauranter, kantiner mm. Konferencen sætter fokus på, hvordan økologisk mad både kan mætte, give overskud på bundlinjen og styrke virksomhedens profil betydeligt, når ansvarligheden tænkes helt ned på måltidsniveau. På konferencen vil en række dygtige oplægsholdere give deres bud på, hvordan økologisk mad kan forandre profilen på en virksomhed. Heriblandt verdens bedste kok, Rasmus Kofoed.

Som en af testpersonerne fra Arla kantinerne kan jeg kun ønske konferencedeltagerne god fornøjelse med omlægningen! Jeg synes, det klæder kantinemaden, at der er fokus på sæson og at råvarernes udnyttes maksimalt. Som verdens største økologiske mejeri bør økologien have en væsentlig plads i Arlas kantiner
Potentialet ved  at lægge om til et mere bæredygtigt indkøb er enormt - ligesom symbolvirkningen ved at kantinen bliver en meget aktiv del af virksomhedens politik og strategi. Nu kan strategien i bogstaveligste forstand ses, duftes, berøres og måske også inspirere os kantinegæster til at putte flere økologiske varer i kurven, når vi køber ind - efter arbejde. Hvilken profil har kantinen, der hvor du spiser?

af Nethe Plenge, udviklingskonsulent, forfatter og madaktivist. Medlem af Stop Spild Af Mad, rådgiverpanelet.

I Søndagsavisen den 7. februar kunne man læse om madspild som følge af problemer med at tømme fødevare-emballager fuldstændigt. En af de store syndere er yoghurten på karton, som typisk holder på ca. 10 % af indholdet, med mindre man åbner, skraber, vrider og fladmaser den seje emballage for at få alt det ud, man har betalt for. Problemet er, at den tykke yoghurt ikke bare slipper og glider ud, men klæber sig fast til indersiden af kartonen.

Arla har et forskningsprojekt i gang (omtalt allerede i 2009 i ”Mælk og meninger”) for undersøge, om nanoteknologi kan afhjælpe problemet. Idéen er, at en behandling med nano (læs: bittesmå) partikler måske kan give en slip-ultra-let flade inden i kartonerne.

“Arla arbejder med forbedring af de eksisterende yoghurt-kartoner og deltager også i et nyt nanoforsknings-projekt, hvor målet er at udvikle nye slip-let emballagefolier, der kan gøre det nemt at tømme en yoghurtkarton helt. ”

skriver Arlafoods. Mens nanoteknologien undersøges grundigt for eventuelle risici, må vi mindske det unødvendigt store, emballagebetingede madspild på andre måder.

Mens vi venter

Indtil midt i 60’erne fik vi mælk på flasker. Vi kunne landet over hente mælken på selve mejeriet, eller vi fik det bragt af en mælkemand. Flaskerne gjorde vi rene og sendte retur, og siden sørgede mejeriet for at rense dem grundigt, så vi ikke fik bakterier i mælken. Jeg husker, da det lokale mælkeudvalg holdt møder i vores hjem, hvor de skulle tage stilling til ny, smart og moderne emballage. Flaskerne var vel blevet for dyre i drift, men vi savnede dem, blandt andet fordi vi jo kunne se produktet gennem glasset. Kærnemælkens mønstre, flødelaget på sødmælken, farven på fløden. Vi lærte at skue mælken på skindet, og kunne ved samme lejlighed nemt gennemskue, om der var en rest mælk i flasken.

Men glas er tung at håndtere. Og dyr at transportere. For emballagerne skal mere end slippe indholdet. Den skal være let og billig at transportere. Ikke alene af hensyn til det store CO2-regnskab; transportudgiften indgår naturligvis også i mejeriernes omkostningsberegninger og er sandsynligvis betydelig andel af prisen for en liter mælk. Det stiller vi ikke det store spørgsmålstegn ved, selv om der for mig at se ligger en væsentlig kerne i emballageproblematikken her. Stort set alle de oprindelige, lokale mejerier er opkøbt eller bare nedlagt, så langt størstedelen af al mælk skal transporteres fra Herodes til Pilatus, før den kan lande i vores køleskabe. Ja, for sådan er kapitalismen som bekendt, de store opkøber de små, koncentrerer og centraliserer for profittens skyld. Jeg klandrer såmænd ikke Arla for dette. Arla agerer, som de skal ifølge den økonomiske logik. Men den transport-økonomiske emballage er ikke forbrugervenlig, når man ender med en løsning, der snyder konsumenten for 7-10% af varen.

Hvorfor man ikke bare fylder alle tyktflydende produkter på plastbøtter som fx cremefraichen og den fede,  græske og tyrkiske yoghurt forhandles i, forstår jeg ikke helt.

Osted Mejeri har tilsyneladende fundet en god løsning med deres plastemballage. Den er let, man kan snildt få indholdet mast ud og både se og mærke, hvor meget, der er tilbage i posen.  Måske er poser den snublende simple løsning, mens vi venter på nano?

Hvad siger Arla?

Så længe vi skal blive ved med at trækkes med de kluntede kartoner, vil jeg give Arla en opfordring: Brug pladsen på ethvert karton af de tykke mælkeprodukter til oplysning om, hvor meget af netop dette produkt, der gennemsnitlig går til spilde, hvis man ikke er opmærksom på at tømme kartonen helt. Og lav så en fin tegneserie, der beskriver, hvordan man kan få den sidste portion ud af kartonen og samtidig få bedre plads i skraldespanden. På linkene her og her kan I lade jer inspirere til en foldebeskrivelse.

Med venlig hilsen Nethe

af gæsteblogger Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

Hvad er det, der gør, at vi forbrugere er forargede over at se butikkernes overfyldte affaldscontainere – men når vi selv køber ind, tager vi altid den bagerste mælk i køledisken, selvom vi skal bruge al mælken samme dag? Når man peger fingre af andre, skal man huske, at tre fingre peger på een selv.

Alle har et medansvar

Den grønne tænketank CONCITOs nyeste undersøgelse peger på, at vi forbrugere er blevet bedre til at undgå madspild, og vi er blevet mere opmærksomme på at mindske madspild - hele 10% i forhold til 2011. Det er en god start. Men mindre madspild skal ej heller være en flygtig trend, som igen forsvinder med tiden, når andet stjæler vores opmærksomhed.

At undgå madspild forekom helt naturligt for vores bedsteforældres generation. Mens de yngre generationer ifølge undersøgelser fra Landbrug & Fødevarer ikke er gode til at tænke over madspild. I bund og grund handler det ikke om madspild alene – det handler om omtanke. Omtanke til vores natur, vores klima, vores planet og de dyr, som måtte lade livet for bare at havne i skraldespanden. Vi ved hvor galt, det står til med klimaet. Al Gore har gentagne gange åbnet vores øjne for, hvad vi gør med vores planet, og hvilke konsekvenser vores forbrug og overforbrug forårsager. Da jeg for nylig talte om madspild på en tysk regeringskonference i Bonn, snakkede jeg med folk fra både Kenya og Ghana, som berettede om, hvor omfattende deres lande er påvirket af voksende klimaforandringer.

Vi er nødt til at handle

Madspild bidrager til 14% af verdens CO2-udslip – så her kan vi som forbrugere bidrage til at gøre en forskel på CO2-regnestykket. Det handler ikke om at spise fordærvet mad, være hellig, flytte ud på landet og lade håret gro under armene. Det handler om en smule mere omtanke i hverdagen, en omtanke som kan føre til årlige besparelser på op til 10.000 kr.

Vi kan ikke betale os fra mindre madspild med et månedligt girokort – for her skal vi selv yde en aktiv indsats. Og indsatsen er hverken svær, tidskrævende eller kompliceret. En smule mere omtanke og en smule mere handling i hverdagen kan føre til store resultater for os selv og vores omgivelser. 

 af gæsteblogger Nethe Plenge, udviklingskonsulent, forfatter og madaktivist. Medlem af Stop Spild Af Mad, rådgiverpanelet.

Læg et spørgsmål om brug af rester på facebook, og 1-2-3 bliver du overvældet af gode idéer og opskrifter. Google’ ”restemad” og du får 53.800 hits. Det er tilsyneladende ikke dér madspilds-skoen trykker. Så selv om det er fint med kampagner og videoer med tips og opskrifter til brug af tiloversbleven mad, rester o.l, må der flere boller på suppen, før vi bliver bedre ti at bruge maden op. Kort og godt skal vi bruge vores sunde sanser.

Bakterier

Én af madspildets mange djævle ligger i den basale detalje, at mange af simpel uvidenhed  smider mad ud alene på baggrund af en forestilling om, at slemme bakterier kan slå hele slægten ihjel, hvis man fx sætter mad på bordet, der har været brugt i et tidligere måltid.  Eller man har måske en forestilling om, at mad, der har overskredet salgsdatoen, er de rene, bakterielle A-bomber.

Politiken Søndag den 5. februar bragte en artikel af journalist Lars Dahlager om udsmid og ”dato for ””holdbarhed. Jeg citerer:

"“Meget af madspildet beror på en misforståelse: ’Mindst holdbar til’ angiver nemlig ikke, som mange tror, den dato, hvor man ikke længere må spise en vare, fordi den så bliver dårlig eller farlig."

Myten siger, at maden bliver dårlig og farlig, fordi der kommer væmmelige bakterier i den, og den helt uvidende tror, at bakterier i almindelighed er farlige. Den slags misforståelser bør der selvfølgelig oplyses grundigt imod. Salmonellahysteriet i 90’erne har sandsynligvis bidraget til at skræmme mange af de nuværende familiemødre og -fædre fra vid og sund sans. Nye oplysningskampagner må vende skibet. Jeg er opvokset i en tid og i et hjem, hvor man dagligt satte skåle med mælk op på skabet ved komfuret, så det stod lunt og godt og blev til tykmælk. For sådan bliver tykmælk nu en gang til: frisk mælk + gårsdagens mælkesyrekultur + luftens bakterier + passende varme = god tykmælk. Bakterier er nødvendige hjælpere, og korrekt behandlet, gammel mælk  kan være en ret i sig selv.

Smag , lugt, mærk

I dag smides tilsyneladende hektolitre af mælk ud, når blot den har en streg over sidste salgsdato. Uden at man har åbnet, smagt, kigget på eller lugtet til varen.

Mit bud er derfor at træde et skridt ned i en måske overset baggrund for udsmid: Mange kender simpelthen ikke smagen, lugten og udseendet af frisk mad. Så vi skal LÆRE AT SMAGE og LUGTE til maden, MÆRKE den. Lære at forholde os med vores sansers fulde brug. Men - det kommer ikke sådan lige af sig selv. Nogen skal hjælpe os i gang med at få begreb om sansning af mad. Nogen skal hjælpe os med at få smagen tilbage. Vi har simpelthen smidt smagen i den kollektive glemmekasse. 

Alt for længe er vi i Danmark blevet spist af med konforme, ja nærmest smagsløse – og efter min mening usmagelige - produkter. Vi må op på koen igen: Lære, hvad rigtig mælk skal smage af, mælk fra køer, der får foder, der passer til årstiderne. Så man kan smage sæsonen på smørret og mælken. Genkende ostens oprindelse og egn på smagen, lugten, udseendet og konsistensen. Har man først fået fornemmelsen for den ægte vare, så kan man kende den dårlige. Vide, hvad man skal vælge fra og hvad man skal vælge til.

Jeg drømmer om, at Arla og andre store fødevareproducenter bruger en del af deres enorme overskud af viden, penge og anden kapacitet til at slå store sanse-kampagner op dér, hvor kunderne køber ind. Ikke flere nok-så-søde smilende mormor-typer med smagsprøver på nye mainstream-produkter. Nej, lad os få nogle kyndige mundskænke ud blandt varerne. Engagerede fagfolk, som kan guide og vise os kunder, hvordan vi kender forskel på den friske og den forældede vare.

Når vi først har fået næse for den gode smag kan det være, at vi overvejer liiige først at smage, lugte og se på sagerne, før automatpiloten smider de spiselige madvarer ud.

Med venlig hilsen Nethe

 af gæsteblogger Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

Madspild, som årligt koster danskerne 16 mia. kr., har i dag opnået permanent plads i befolkningens bevidsthed. I løbet af de sidste 3,5 år har vi været vidne til et stort mentalt ryk på området. Fra et usynlig problem til et hot tema på mediernes og den politiske dagsorden. Vores frivillige organisation Stop Spild Af Mad har bidraget til mange af disse resultater – det seneste er vedtagelse af Europa-Parlamentetes nye resolution om madspild, som forpligter EU til at halvere madspildet inden år 2025. Vi underskrev ”Joint DeclarationAgainst Food Waste”erklæringen i Bruxelles i 2010, som efterfølgende udgjorde inspirationen til EU’s nylige resolution.Denne nye EU-beslutning om at sætte fokus på madspild kan give den danske regering mange nye muligheder i kampen mod madspild under det danske EU-formandskab.

Et paradigmeskift

Mindre madspild er en del af et aktuelt paradigmeskift, som for alvor har fået fat i forbrugerne. Både unge og ældre, mennesker med høj, mellem- og lav indkomst samt såvel etniske danskere som indvandrere er begyndt at interessere sig for at minimere madspild. Den nye økonomiske dagsorden, Post-GrowthEconomy, som den kaldes i FN, medvirker naturligvis til større økonomisk bevidsthed blandt forbrugere og dermed til et mere bevist forbrug.Og lad mig i den forbindelse slå fast: vi ønsker ikke at dyrke en fattigdomskultur eller at afskaffetrygge rammer. Det handler kun om forhindre spild – ikke om at skrue ned for væksten.

Overforbrug var et af de store temaer på den tyske regerings konference ”3rd Bonn Conferenceon International Development Policy 2012” – en optakt til FN’s Rio+20 konferencen - som jeg talte på i den forrige uge. Verdens dilemma er, at overforbrugs-kulturen, som kender alt til i Vesten, nu også er ved at få fat i BRIC-landene med deresvoksende økonomier og nye forbrugsmønstre.Og fremtidsperspektiverne er dystre: allerede i 2030 skal vi have i størrelsesorden to kloder til at understøtte Vestens overforbrug. I fremtiden vil der simpelthen ikke være ressourcer nok til at dække alle menneskers forbrug, og slet ikke hvis BRIC-landene følger i de vestlige fodspor, som det er tilfældet i dag.

På verdensplan bliver der smidt mad ud, som ellers kunne brødføde 3 mia. mennesker – og i en verden hvor omkring 1 mia. sulter. Med andre ord er der faktisk mad nok til alle – men ressourcefordeling og infrastruktur forhindrer alle i at blive mætte.

Bæredygtig forbrug

Fremtidens løsninger ligger i bedre infrastruktur i hele værdikæden og et mere bæredygtigt forbrug – men ikke mindst i en aktiv rolle fra forbrugeren selv. ”Opbrug frem for forbrug” bliver den nye dagsorden. Og allerede nu, 3,5 år efter opstarten af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, kan vi se, at paradigmeskiftet er ved at ske. Flere og flere forbrugere er begyndt at anvende madplaner og indkøbssedler – og flere og flere forbrugere er begyndt at lave restemad. Nye tal fra CONCITO viser en stigning på ca. 10% i forhold til 2011 i antallet af danskere, som er begyndt at reducere deres madspild.

Men forbrugere alene kan ikke løfte opgaven. Og det er derfor positivt at se, de store drenge i fødevareindustrien som Arla (som sammen med Stop Spild Af Mad er medunderskriver på Miljøministerens Charter om Mindre Madspild)for alvor begynde at gå ind i kampen mod madspild – både i kraft af samarbejde om en fælles oplysningskampagne til forbrugere, fokus på bedre fødevareemballage samt udvikling af biogasløsninger. Når vi løfter i samlet flok, kan vi nå langt.

Madspild er også i fokus ivores regering. På mit møde med hende i januar oplyste Fødevareminister Mette Gjerskov, at der vil blive sat større fokus på økologi og madspild i den kommende tid.Det skal hun have stor ros for.