Indhold

Så er produktionen af Arlas råmælksost igang

23 juni 2011, Maja Møller

Hvad synes du?

  • 100%
  • 0%

Muligvis en overdrivelse at sige, at jeg overværede et lille stykke Danmarkshistorie igår. Men det er i hvert fald på sin plads at sige, at dagen, hvor Arlas allermindste mejeri i Tistrup gik i gang med produktion af råmælksost , var dagen, hvor der kunne tilføjes et veltilrettelagt og meget fint bidrag til både den danske oste- og mejerihistorie. 

Derfor var det helt på sin plads, at flaget var hejst på Tistrup mejeri i går. Dagen, hvor det endelig var tid til at starte produktionen af ikke alene en ny Arla Unika ost - men en råmælksost fra Lykkebjerg. Forud er gået 5 års planlægning, undersøgelser og videndeling med øvrige danske mejerier. 

 Festdag på Tistrup mejeri

Jeg havde selv fornøjelsen at følge dagen på tæt hold sammen med en lille håndfuld pressefolk og fotografer. De første 3000 liter mælk blev hældt i karret på det nye råmælksosteri kl 10. Vi kunne følge processen i det lille osteri på allernærmeste hold,men fordi produktionen er meget sårbar overfor uvedkommende bakterier - fulgte vi processen bag en glasrude ind til det nye råmælksosteri. Her havde vi til gengæld fint udsyn til både tilsætningen af osteløbe til mælken, omrøringen og allersidst til processen, hvor råmælksosten blev skåret, presset i forme og gjort klar til at blive lagt på lager, hvor den skal modne de næste 36 uger.  Jeg har netop talt med en af ostemestrene i dag, hvor osten saltes - og der er stor tilfredshed med forløbet af gårsdagens produktion. Fremover vil der vil blive produceret råmælksost 2-3 gange om ugen på osteriet. Inden vi kørte tilbage til Århus, nåede vi en tur omkring gården Lykkebjerg , som leverer mælken til den nye ost. LykkebjergMedieinteresse for den nye ost

Området omkring Lykkebjerg ved Sig,kender jeg tilfældigvis rigtigt godt , da begge mine forældre stammer netop fra denne egn. På Lykkebjerg blev vi vist rundt af Sjoerd og Grietsje Koudenbourg, som driver gården og sørger for at opretholde så høj mælkekvalitet, at mælken kan blive godkendt til dansk råmælksost. 

Fotograferne kostede lidt rundt med både Sjoerd og Grietsje for at få de helt rigtige billeder. Måske nåede du at se et lille indslag fra dagen i TV2 Nyhederne igår - eller på TVSyd i aftes ? Både professionelt og personligt føles det rigtigt godt at vide, at vi nu er kommet endnu tættere på målet at lancere en dansk råmælksost. Efter gårsdagens postyr tror jeg dog også, at både Sjoerd og Grietsje og køerne var glade for at slippe af med os igen.  Men lige som når jeg besøger andre af Arlas ejere, er jeg målløs af respekt for den store indsigt, det indebærer at kunne fremstille mælk af højeste kvalitet. Det gør altid indtryk at se, at landmanden kender hver eneste ko og dens styrker og svagheder. Og det gør indtryk at vide at hygiejnen omkring vores fødevarer er i top. I går gjorde det allerstørst indtryk at se, hvorfor det gør en forskel at sætte sig et ambitiøst mål og at gennemføre det.  Hvor bliver det spændende at smage den nye ost i marts 2012.

0 Kommentér

"Vi vil lave mejeriprodukter med omtanke, følg vores overvejelser". Maja Møller, chef for forbrugerdialog og - kommunikation.

Læs mere om Maja Møller
RSS Feed :

Arkiv