Spørgsmål:
Hej Arla Foods!
Jeg skriver i øjeblikket studieretningsprojekt (stor skriftlig opgave i 3.g) om Arla Foods, herunder jeres internationaliseringsproces, konkurrencemæssige positioner på hhv. det danske og engelske marked.
Jeg har haft stor glæde af jeres udmærkede hjemmeside, men har dog alligevel et par uddybende spørgsmål. Naturligvis kan I næppe svare på alt.
Først og fremmest: Jeg har brugt jeres historie - Arla gennem årene - til at beskrive internationaliseringsprocessen. Har I noget mere dybdegående, I kan sende? Med flere detajler om, hvornår I gik ind i hvilket land og med hvilket engagement.
Jeg har brugt jeres glimrende indlæg omkring markedsandele på det danske marked Link, men ville høre, om I har nogle tilsvarende tal for det engelske marked?
Ydermere skal analysen omfatte jeres trade promotion aktiviteter overfor udvalgte kæder - kan I sige noget om det overhovedet?
Slutteligt skal jeg svare på, hvad Arlas modtræk er til den fremtidige supermarkedsstruktur (vi ser allerede nu, at de samler sig i store koncerner, fx Coop og Dansk Supermarked). Har I nogle kommentarer til dette?
Al hjælp vil være værdsat!
Christian Mailand Hjort, Ballerup
Svar:
Hej Christian,
Det lyder spændende, og jeg kan fornemme, at du allerede har været langt omkring.
Nogle af dine spørgsmål skal jeg lige en tur rundt i huset med for at kunne svare på, så du får lige denne mail som en delleverance:
Jeg har ikke nogen samlet oversigt over internationaliseringsprocessen, men jeg kan give dig et par tips:
Bogen: Kernen i mejeribruget, Hans Vedholm, 1995 ISBN: 87 88 016 528. Den er udgivet i anledning af MD Foods 25-års jubilæum. Når jeg søger på den, så ser det ud som om man kan få den hos Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup: bogbutik.
Den har bl.a. et kapitel med titlen: Fra lokalt til internationalt mejeri.
Allerede da jeg først fik noget at gøre med MD Foods for næsten 10 år siden, eksporterede virksomheden til omkring 100 lande, så jeg tror, at du måske kan have gavn af at vælge nogle få, men konkrete "nedslagspunkter" at koncentrere dig om, hvis du vil illustrere processen i stedet for at forsøge at få styr på alle markeder.
Selve fusionen med svenske Arla er jo en central begivenhed i udviklingen.
I tilgift kunne du måske dykke ned i nogle af de seneste års konkrete initiativer fx aktiviteterne i Kina? Det kan du finde ganske meget om på hjemmesiden.
Du kan også få brug for at kigge på den nylancerede strategi og dens definition af forskellige markeder: Link
Og ja, i forhold til at vores kunder vokser og udgøres af store virksomheder, som er til stede i mange forskellige lande, så skal vi naturligvis fortsat arbejde på at være deres foretrukne mejeriselsskab. Det handler bl.a. om så grundlæggende ting som at kunne levere konstant høj kvalitet, i de rette mængder, på rette sted og til rette tid, dvs. at også hele logistikken også er i orden.
Prøv f.eks. at vurdere på, hvilken betydning den nye strategi om 3 globale brands kan have i den sammenhæng. link (Se evt. præsentationen fra pressemødet om den nye strategi.)
Jeg vender som sagt tilbage om resten, men jeg håber, at dette kan være til nytte for dig i mellemtiden.
Venlig hilsen
Rikke Folkersen
Arla Foods Koncernkommunikation