Spørgsmål:
Hej!
Sig mig har I tabt sutten i Arla?
Stå for åben skærm og indrømme at chaufførerne kører for stærkt? En lastbil må kun køre 80 km/t på motorvej og 70km/t på landevej.
Mon ikke det var fyresedler og ikke kørecomputere I skulle ha´ delt ud til chaufførerne?
Per Jørgensen, Holbæk
Svar:
Kære Per
Du har helt ret - det kan lyde underligt, at vi i Arla er stolte over, at lastbilerne nu kun kan køre de tilladte hhv 80 og 70 km/timen. Jeg er også ærgerlig over, at hele historien om vores projekt med at køre miljøbevidst i medierne lyder som om, det kun handler om fartspærrerne. Men sådan er det nu en gang blevet fremstillet.
Vores chauffører har i flere år været på kursus i at køre mere miljøvenligt, og på det kursus lærer de mange ting, der kan mindske vores miljøpåvirkning. Det handler eksempelvis om meget tidligere at slippe lastbilens speeder, når man ved, man længere henne ad vejen skal dreje. Nogle gange flere kilometer før, og det var chaufførerne måske ikke tidligere klar over.
Hvordan man kommer miljørigtigt over store bakker med tungt læs, er også en del af kurset, og når det så går nedad bakken igen, er der også miljøpoint at hente, hvis man ved, hvordan man kører smartest.
Vores ruteplanlæggere er også begyndt at tænke anderledes, så vi eksempelvis ikke henter mælk hos de allerstørste landmænd først, så deres mange tons mælk skal køre den længste tur rundt til alle de andre. Og faktisk er der også besparelser at hente, hvis man lægger ruterne efter bakkernes stigninger og fald. Det kan lyde underligt, for målt i højdemeter er det jo det samme, når man skal tilbage til samme mejeri, men vores erfaringer og små tests viser, at det slet ikke er lige meget, hvordan ruten lægges i geografien.
Oven i de mange ændringer, det har ført til med fokus på miljørigtig kørsel, valgte vi så også at sætte fartspærrere i lastbilerne. Vores chauffører har altid være instrueret i at overholde færdselsloven, men jeg tror, at alle kan forestille sig, at der kan have været situationer, hvor farten er kommet over det tilladte. De situationer forhindres nu af fartspærrerne.
De bedste hilsner
Peter Sørensen
Ansvarlig for indsamling af mælk i Danmark