Spørgsmål:
Arla er absolut den mest egoistiske og landsforrædderske virksomhed i Danmark.
Hvor var det bare til at kaste op over, da Arla sagde undskyld for Muhammedtegningerne for at redde sølle 2 pct. af deres handel. Det minder om en prostitution. Der må sidde nogen i toppen af den virksomhed, der intet kender til moral og etik.
Jeg opfordrer alle til at boykotte Arlas produkter.
Arla? Føj! Skam jer!
Niels, Esbjerg
Svar:
Niels, jeg er lidt i tvivl om, om du taler om Muhammedkrisen i 2006, eller om du måske kommenterer på reaktionerne på genoptryk af Muhammed- tegningerne, det nogen kalder Muhammedkrisen 2?
Men uanset hvilken sitaution, du taler om, er det vigtigt for mig at understrege, at Arla Foods aldrig har sagt undskyld for Muhammedtegningerne. Vi mener ikke og mente heller ikke i 2006, at der skulle undskyldes, for ytringsfriheden er vigtig, så Jyllands-Posten og dens tegnere var i deres fulde ret til at tegne tegningerne. Derimod er det rigtigt, at vi annoncerede i lokale aviser i 2006. Mange havde meninger om Arla Foods og om tegningerne, og lokalt i Mellemøsten var der forbrugere, der troede, at vi - Arla - havde tegnet tegningerne. For at ændre misforståelserne skrev vi, hvem vi er - landmænd i Sverige og Danmark - og ikke hverken tegnede eller avis. Og det er også rigtigt, at vi fik formuleret os på en måde, der i Danmark måske kunne misforstås. Skulle vi gøre noget om, ville vi sandsynligvis stadig have annoceret i 2006, men formuleringen af et par af sætningerne, ville måske være justeret lidt.
Boykot - det er dit frie valg.
Vi vil naturligvis gerne sælge til alle danskere, men hvis du vælger os fra, håber jeg, du i stedet køber produkter fra et af de andre dygtige danske mejeriselskaber. Der er heldigvis alternativer i de fleste butikker.
De bedste hilsner og ønsker om en god pinse.
Arla Forum
Sanne Vinther
Stakeholder Relations