Spørgsmål:
Kære Arla,
Jeg er efterhånden blevet opmærksom på dyrevelfærden vedrørende mælkeproduktion.
Der er mange aspekter i det, men der er dog et aspekt, som jeg særligt tænker på nemlig - den korte periode kalven og moderen får lov at være sammen i efter fødslen (eller kælvingen).
Hvorfor kun en dag i konventionelt landbrug, og hvorfor kun 3-4 dage i økologisk?
I naturen tager det 11 måneder, før kalven kan klare sig uden sin mor.
Hvor er Arla's etik henne i denne sag? Thorbjørn Schiønning
Svar:
Kære Thorbjørn.
Først skal jeg undskylde, at jeg først nu svarer dig. Du har ventet meget længere, end vi ellers har ambition om. Beklager!
Dernæst skal jeg se, om jeg kan svare på dit spørgsmål:
I Danmark er der ingen regler for, hvor længe en konventionel kalv skal gå sammen med koen. En økologisk kalv skal gå mindst et døgn sammen med koen. I Sverige skal en økologisk kalv gå 3-4 dage sammen med koen. Hvorfor reglerne er anderledes i Sverige end i Danmark, ved jeg desværre ikke.
Vi har i Arla Foods har ingen ekstra regler på dette område.
Ser vi på dyrernes behov, er det rigtigt, at hvis ko og kalv gik vilde i naturen, ville kalven være i nærheden af sin mor i meget længere tid. Men det skyldes mest, at kalven har brug for mælk. Når ko og kalv er sammen i naturen, skyldes det ikke de følelser, vi kender mellem mor og barn.
Jeg har spurgt en konsulent i Dansk Kvæg, Peter Stamp Enemark, om dyrevelfærden, når vi taler om køernes forhold til kalvene og omvendt. Han understreger, at det for kalven mest handler om mælken. Faktisk, siger han, vil en mæt kalv oftest gå hen for sig selv, den vil ikke søge sammen med koen.
Landmanden skal sørge for, at kalven får mælk - både i rette mængde, til rette tid og med rette temperatur - og at den i øvrigt har det lunt og tørt, så dens behov er dækkede.
Og hvad koen angår, så er den er vanedyr. Hvis kalven ikke bliver hos den i eksempelvis mere end et døgn, så betyder det ikke meget for koen.
Du er velkommen til at skrive til Peter - pse@lr.dk - hvis du gerne vil snakke mere dyrevelfærd med ham. Han er en af de mest vidende om dyrevelfærden for køer her i Danmark.
Du spørger til sidst, hvor Arlas etik er henne i denne sag. Med det, vi ved om dyrevelfærd for ko og kalv efter kælvningen, mener jeg godt, at vores landmænd kan gøre, som de gør. Vi skal sikre, at vi behandler køer og kalve, så deres behov dækkes, og de har det godt. Men vi følger hele tiden forskning i, hvad der er dyrernes behov, og hvad der er godt for køer og kalve. Og hvis der kommer andre resultater, så vil vi da se på det.
De bedste hilsner Arla Forum Sanne Vinther Stakeholder Relations Manager