Spørgsmål:
Hej,
Hvordan kan det være, at Arla som står for et miljøvenligt firma, laver mælkekartoner med plastic-skruelåg? Lågene bliver konstant væk, og de er lavet af plastic, som sviner rigtig meget. ´
Og hvordan kan det være, at vores skolemælk er udstyret med disse "klistermærker"? Der er absolut ingen grund til det. Selvfølgelig kan det måske gøre nogle børn glade, men det er af plastic, som igen
sviner rigtig meget.
Lee, 14 år
Svar:
Hej Lee,
Ja, det spørgsmål, du her stiller omkring plasticskruelåg, det har jeg også stillet flere gange som Arlas "miljømand". Men når man så sætter sig lidt dybere ind i problematikken, så opdager man, at det faktisk ikke er så dårligt miljømæssigt, som man kunne tro.
Plastic er som udgangspunkt lavet af fossilt materiale (olieprodukt), som giver en større CO2 udledning end fibre fra træer. Men her i Danmark indsamles de brugte emballager sammen med husholdningsaffaldet, hvorefter det køres til forbrænding. Varmen fra forbrændingen genbruges til opvarmning af boliger, hvilket må siges at være meget miljøvenligt, da varmen fra afbrændingen af affaldet herved erstatter varme, produceret ved brug af andre og ofte endnu mere forurenende kilder som eksempelvis kul.
Men der er selvfølgelig en grund til, at emballagen er forsynet med plastskruelåg. For det første, er den mere behagelig at drikke af, og for det andet, så er den langt lettere at lukke igen. Og netop det med at kunne genlukke emballagen, så mælken ikke spildes er en rigtig god idé.
Hvis man ikke kan drikke al mælken og hælder resten i vasken, så har mælk en meget større miljøpåvirkning end selve emballagen. Hældes den restende mælken ud i vasken, står mælken for mere end 85% af miljøbelastningen og emballagen typisk for mindre end 5%.
Angående klistermærkerne, så har du ret i, at de selvfølgelig også udgør en miljøbelastning. Heldigvis er miljøbelastningen meget lav, og engang imellem skal der jo lidt ekstra til for at gøre skolemælken interessant.
Til slut vil jeg sige, at jeg er glad for, der findes skoleelever som dig, der tænker over tingene og passer på miljøet. For vi skal alle være med til at passe på miljøet.
Med venlig hilsen
Jan D. Johannesen
Koncernmiljøchef