Spørgsmål:
Der findes en historie på en øko-mælkekarton om ukrudtsafbrænding i stedet for
sprøjtning. I forhold til energiforbrug og klima - er det så en god historie på en økologisk karton? Sparer økologien os for CO2 og brug af fossile brændsler - eller skal vi vælge mellem pesticidrester og klimaforandringer?
Charlotte Møller, Virum
Svar:
Hej Charlotte!
Tak for din mail og kommentar til mælkepanelerne, som vi havde på vores Harmonie® mælk lige før sommerferien.
Man kan godt sige, at man som forbruger må vælge, hvilken påvirkning af naturen man helst vil støtte med sit køb, for alle former for landbrugsdrift vil påvirke naturen på forskellig vis.
Isoleret set er det rigtigt, at den økologiske landmand påvirker klimaet ved at brænde gas af i ukrudtsbrændere; men ser man på hele den økologiske bedrift, er der andre forhold, der er gavnlige for klimaet.
Der vil typisk kun blive brændt gas af i majsmarkerne, og den økologiske landmand har færre majsmarker, men flere kløvergræsmarker end sin konventionelle kollega.
Der bruges 60 kg gas til at brænde 1 hektar majs og det udleder 180 kg CO2.
Til gengæld samler 1 hektar kløvergræs omkring 500 kg kulstof til jorden ved at binde 1.800 kg CO2 fra luften. Så med den økologiske driftsform slipper man både for pesticiderne og gavner klimaet - også selvom der bliver brændt gas af i nogle af markerne.
Du kan se mere info her: Økologi og klima
Med venlig hilsen
Henriette Guldager
Konceptkoordinator, GBSMS