Spørgsmål:
Er Arla klar over at børn ikke må gå på Facebook før de er 13 år gamle?
Prøver vi ikke allesammen på, at få vores børn til at bevæge sig mere og være væk fra computeren?
Børnene sidder hver morgen og læser på mælkekartonerne. Og mon ikke de fleste børn, som drikker mælk om morgenen er under 13 år?
Jeg synes det er forkert, når Arla på mælkekartonen
opfordrer børn at gå på Facebook og idet hele taget konstant opfordrer børn til at gå på Arlas hjemmeside, dvs. sidde foran computeren, hvor de så fortæller dem at de skal ud og dyrke motion.
Og så kan de vinde en IPhone 4s !!!! I henvender jer til små børn og børn i alle aldre.
Er det virkelig det eneste I kan finde på - at vinde en IPhone? - hvad skete der med at vinde en cykel? eller et årskort til Tivoli? eller Legoland? Eller en campingtur for hele familien?
Hvor er jeres værdier? Er det Facebook og IPhone?
I skal tænke på, at der sidder børn hver dag og læser på mælkekartonerne og at I har et stort ansvar for at formidle til vores børn.
Hvis I vil have sunde børn der bevæger sig, så må I gå foran og vise vejen.
Glem Facebook, YouTube og IPhones. Giv dem frisk luft sjove oplevelser og inspirer dem til at komme ud i verden og opleve og bevæge sig. Inspirer dem til at glemme skærmene!
Hilsen en mor der elsker sine børn og har et stort hjerte for alle børn og nødvendigheden i at børn skal lege i frisk luft og komme ud og bevæge sig.
Svar:
Kære Mette
Hos Arla arbejder vi med en lang række aktiviteter, der bringer børn, unge og deres forældre Tættere på Naturen. Dette arbejde er prioriteret højt og tænkt så langt ind i vores organisation, at det i dag er vores helt basale værdigrundlag.
Vores store aktiviteter som Aktiv Rundt i Danmark, Sundhedsugerne, Økodagen, Åbent Landbrug og meget andet er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder med denne strategi.
En anden ting, vi arbejder med, er at kommunikere ind i et konstant foranderligt mediebillede og medieforbrug hos vores forbrugere. Tendens er helt entydigt, at vi alle bliver mere og mere mobile. Vi ser ingen modsætningsforhold i det nyt mobile medieforbrug og det, at man er aktiv og ikke mindst ude i naturen – nærmere tværtimod. De sociale medier, som du nævner, kan i høj grad bruges som motiverende værktøjer til netop at få børn og unge ud i naturen og i gang med sociale aktiviteter, som kan understøttes af disse mobile og sociale medier.
Hos Arla har vi i mere end syv år kommunikeret igennem sociale medier, og vi anvender dem netop til at invitere til og informere om vores aktiviteter som foregår – bl.a. ude i naturen. En iPhone og eksempelvis et Facebook-univers kan i dag være en gældende faktor for unge i forhold til at blive motiveret og engageret i netop motion og udeliv. Og i tillæg kobles der via disse medier en social dimension, som de genkender fra det medieforbrug, de i øvrigt har i deres hverdag.
Vi går ud fra, at den karton-kampagne, du refererer til, er Lærkevangs iPhone-konkurrence. Kampagnen er ikke henvendt til børn under 13 år. Den er kommunikeret bredt ud – og ikke henvendt til små børn. Kampagnen er af samme årsag også købsbetinget. Arla er i sagens natur bekendt med gængse regler på området, og vi deler mange former for præmier ud i vores kampagner – alt fra Mussel-malede stel til Mejeribesøg – og altså også, som det er tilfældet her, iPhones.
Vores Tættere på Naturen-motto går forud for alt, vi foretager os. Det er vores helt grundlæggende strategi i alt fra produktion til kommunikation.
Vi håber dermed, du synes at kende vores baggrund for at anvende disse medier i samspil med vores Tættere på Naturen-strategi. Du er altid velkommen til at kontakte os igen, hvis du har spørgsmål.
Med venlig hilsen
Arla Forum
Grete Møller
Forbrugerkonsulent