Flere gange om ugen – året rundt - slider fem østjyske veninder løbeskoene sammen på villaveje og skovstier. Fællesskabet gør løbeturene sjovere og giver de fem god samvittighed til at dyrke en anden fælles passion: Lækker mad!
Af Inge Hald
Luften er fugtig og forårskølig, og der hænger en grålig dis over Århusbugten. Det er lørdag sidst på formiddagen, og stilheden her i Marselisborg Skov brydes jævnligt af lyden fra motionløberes tramp på skovstierne. Nogle gange hører man lige dele småsnak og tramp, for drevne løbere har ingen problemer med at løbe og snakke samtidig. Og for Jeanette Holbech, Bente Lüdemann, Tove Færch, Birgit Faber Studstrup og Iben Jungersen, der denne lørdag er ude på en af deres ugentlige fælles løbeture, er det sociale element en meget vigtig del af deres løbefællesskab.
"Folk har flere gange sagt, at de kan høre os, før de kan se os. Vi snakker hele tiden, når vi løber. Bliver opdateret i hinandens liv og giver hinanden god sparring, hvis der er problemer på jobbet. Man lærer virkelig hinanden godt at kende, når man løber sammen flere timer om ugen", fortæller Iben.
Hyggeligt at dyrke motion
Det var Iben og Tove, der tog initiativ til løbeklubben for 11 år siden. Tove, der er leder af Karolines Køkken, syntes, at hendes glæde for god mad og vin var begyndt at kunne ses lidt for tydeligt. Som erfaren løber vidste Iben, at løbetræning er en af de mest effektive metoder til at få brændt en masse kalorier af. Hun tilbød at hjælpe Tove i gang med at løbe, og efterhånden blev turene længere og længere. Siden er de øvrige veninder kommet med, og i dag har klubben faste løbeaftaler hver mandag og onsdag kl. 17 og en gang i weekenden efter aftale.
"Løbeklubben gør det hyggeligt at dyrke motion. Hvis ikke jeg havde haft de faste aftaler med Iben for 11 år siden, var jeg aldrig kommet i gang med at løbe", siger Tove, der i dag "nøjes" med at løbe 10-12 km ad gangen, mens andre i klubben i perioder træner til maraton.
"De dage, hvor jeg kommer træt hjem fra arbejde og bare kaster cyklen fra mig, ville jeg ikke komme af sted, hvis ikke jeg vidste, at de andre stod og ventede", siger Birgit, der er en af løbeklubbens mest erfarne løbere med 12 maratoner bag sig.
Hang til god mad og vin
Udover løbetræningen mødes de fem veninder jævnligt til fælles middage – med eller uden ægtefæller. De er alle livsnydere, der sætter pris på veltillavet mad og gode vine. Fornylig tilbragte de en weekend sammen i København, hvor de bl.a. fik tjekket nye, spændende restauranter ud.
"Gennem sit arbejde i Karolines Køkken kender Tove altid de gode madsteder, så hun er rigtig god at være ude med", siger Bente med et grin. "Ja, og så er hun en stor organisator, så det er planlagt hjemmefra, hvor vi skal spise de enkelte dage. Hun er også god til at organisere middage, hvor vi fx hver skal forberede én ret til en femretters menu med gode vine til", supplerer Jeanette.
Men den gode mad og vinen får ikke lov at sætte sig på sidebenene. De ekstra kalorier bliver brændt af hver uge, året rundt, når løbeklubben småsnakkende tager endnu en runde i Marselisborg Skov.
Sund hverdagsmad
Løbegruppens 5 hverdagsretter lever op til konceptet i Karolines Køkken madplaner og udgør samlet en uges madplan.