Mælk har et højt indhold af mange næringsstoffer og er derfor en værdifuld del af måltiderne.
Koncentrationen af de forskellige næringsstoffer varierer fra fødevare til fødevare. Der er derfor ikke noget der hedder sunde eller usunde fødevarer, men den enkeltes valg af fødevarer kan blive til en sund eller usund mad.
Mælk har et højt indhold af protein, vitaminer og mineraler og er derfor en værdifuld del af den mad, vi spiser.
Mælk og mejeriprodukter yder også et væsentligt bidrag til danskernes indtag af fedt. Mælkefedtet er med til at sikre, at små børn får tilstrækkelig med energi, men for større børn og voksne vil et generelt fokus på magre mejeriprodukter medvirke til at reducere danskernes høje fedtindtag.
Væsentlige vitaminer og mineraler
Mælkens næringsstoffer jod, kalcium og selen har særlig betydning i den mad, vi spiser.
Kalcium er vigtig, fordi det er svært at få den anbefalede mængde kalcium uden mælk og mejeriprodukter.
Jod og selen er vigtige, fordi indtaget af disse mineraler generelt er lavt i Danmark.
Protein, vitamin B2, vitamin B12, fosfor og zink er også vigtige bestanddele i mælken.