Nye, interessante forskningsresultater peger på, at aktive bakterier kan bidrage til en sund tarmflora og mindske problemer, der er forbundet med tarmforstyrrelser. Det gælder for eksempel gener, der kan opstå, når man tager antibiotika.
Hos Arla Foods beskæftiger et forsker team sig med de probiotiske bakteriers effekter i kroppen. En stadig større del af vores forskning foregår på det område, der hedder genomik, som er videnskaben om bakteriers og menneskers DNA og aktiviteter.
F19®-bakterien påvirker stofskiftet
Genomikken giver et indblik i probiotikas gavnlige virkning. Teknikken rummer derfor et stort potentiale i forhold til at forstå, hvordan det, vi spiser, påvirker vores helbred og velvære.
For eksempel arbejder Arla Foods’ forskerteam på at kortlægge F19®-bakteriens DNA, dvs. alle de gener, bakterien bærer på. Vi håber, at kortlægningen kan hjælpe os til at finde nye områder, hvor vi kan anvende F19®-bakterien i fremtiden. Og at den kan give os endnu bedre forklaringer på de helbredsmæssige virkninger, vi allerede har fundet frem til.
Millioner til forskning i sundhed
Det koster mange penge at forske i sundhed og velvære. Både EU og en række nationale forskningsfonde i blandt andet Danmark og Sverige har bidraget til grundforskningen i probiotika. Forskningen i probiotika vil fortsætte de kommende år og forhåbentlig bidrage med endnu mere viden om probiotiske bakteriers helbredsmæssige virkninger.