Kun 20 procent af Arla Foods’ samlede CO2-udslip kommer fra selve forretningen – bl.a. fra produktionen og transporten. De øvrige 80 procent kommer fra de gårde og køer, der leverer mælken. Men rigtig mange af andelshaverne kunne sende endnu mere CO2 ud i atmosfæren – hvis ikke de brugte køerne og mælken til at varme deres egne huse op.
Det er ikke, fordi Arla andelshaver Jens Madsen tænker så meget over det, mens han lader bruserens varme vand skylle over sig om morgenen: ”Vi har haft det i så lang tid, at vi er helt vant til det. Men når man kommer til at tænke over det, er det da fantastisk at kunne varme boligen op, uden at skulle bruge energi fra andet end mælken og jorden,” forklarer Jens Madsen.
Den varme mælk varmer huset op
Fidusen er, at kanalisere kropsvarmen fra dyrene i stalden og varmen fra mælken, når den køles ned i mælketanken, gennem en varmepumpe, der ved hjælp af snedige tekniske anordninger kan bruge energien til at opvarme Jens Madsens bolig.
Jens Madsen supplerer med jordvarme, hvor slanger fyldt med en speciel slags kølevæske er gravet ned i jorden. Slangerne opsamler den energi, solen afgiver, når den skinner på jorden, og det system er også koblet op på varmepumpen.
Temperaturen under bruseren og i radiatoren kommer op på 55 grader. Jens Madsen har dog brug for at få vandet til rengøring af mælketanken op på 80 grader, så derfor har han en el-varmer til det. Men ellers kommer alt det varme vand, gården bruger, fra dyrene og jorden selv.
På gården går miljøvenlighed og sund fornuft hånd i hånd
Jens Madsen er konventionel landmand, og med 130 køer ligger han lidt over gennemsnittet for en dansk gård. Som så mange andre landmænd har han mange rutiner i det daglige, der sparer miljøet for ekstra belastninger, for miljøvenlighed og sund fornuft går hånd i hånd for Jens Madsen. Fx sprøjter han markerne meget tidligt, før solen står op. På den måde skal der kun bruges halv mængde sprøjtemiddel, fordi planterne hår åbnet sig for at optage duggen, der endnu ikke er fordampet.
"Jeg tror, de fleste landmænd er meget miljøvenlige, for vi lever jo af naturen," forklarer han.
Hvis nogen skulle være blevet misundelige på Jens Madsen, har han et råd: ”I kan bare lægge jordslanger ned i haven og udnytte solenergien derfra”.