FAQ

Kommunikation

Her kan du se eksempler på, hvad andre tidligere har spurgt os om, og få en idé om hvad du kan finde via denne og andre hjemmesider

Spørgsmål: Hvor finder jeg noget om jeres image, som det er i dag?
Svar: I Arla laver vi hvert år en rapport "Vores Ansvar", hvor vi gør op, hvor langt vi er nået med en lang række forskellige principper for, hvordan vi begår os i forhold til vores omgivelser. Den nyeste og de ældre rapporter finder du under i boksen til højre.

I disse rapporter kan du læse om, hvad vi hele tiden gør for at blive bedre på en lang række områder, og du kan læse de seneste vurderinger af, hvordan vores kunder (mestendels detailhandelen) og forbrugerne oplever Arla. Du kan også se resultater af sådanne undersøgelser i forskellige lande. I rapporten fra 2007 kan du yderligere se hovedresultater fra imageundersøgelser i 2005 og 2006.

Spørgsmål: Hvordan synes I jeres image er i øjeblikket (forår 2005), hvad har det betydet for jer, og hvad vil I gøre for at forbedre det?

Svar: Den negative omtale, Arla Foods har været udsat for i medierne, har afgjort haft en negativ indflydelse på virksomheden med et faldende salg til følge. Nærmere bestemt er vores mælkesalg faldet med cirka to procent, siden mediestormen begyndte i slutningen af 2003.

Vi har ikke selv et præcist svar på, hvad der igangsatte det hele. Vi kan dog konstatere, at det ikke er vores produkter, forbrugerne er utilfredse med. Der blev bragt nogle historier i medierne om prisstigninger og unfair konkurrence, som absolut ikke var til Arlas fordel. I første omgang gav det nok forbrugerne en fornemmelse af, af Arla Foods' forretningsmoral ikke er helt ok. Det udviklede sig til antipati mod virksomheden, især på grund af dens størrelse.

Det har været en hård periode, ikke mindst for medarbejderne. Når man selv synes, man gør et godt stykke arbejde, er det meget frustrerende, når ens arbejdsplads bliver kritiseret og hånet, dels gennem pressen, dels i private sammenhænge.

Det sidste års tid har vi undersøgt, hvad vi kan gøre for at få et bedre image blandt de danske forbrugere, og det har resulteret i et internt projekt under titlen Det nye Arla i Danmark. Kort sagt involverer det alle medarbejdere i Danmark, og processen skal resultere i, at vi bliver bedre til at lytte til forbrugerne, til at være mere imødekommende og til at indgå i dialog med vores omgivelser. Derfor har vi også oprettet Arla Forum, hvor alle er velkomne til at kontakte os med spørgsmål og kommentarer af enhver art.

Dette er siden blevet udvidet med et reelt dialogforum i form af 3 weblogs. Her finder du også debatindlæg om netop image, samt om de aktiviteter, vi har igangsat for at ændre det.

Derudover har vi gennemgået vores etiske retningslinier og lavet et nyt sæt med titlen Vores Ansvar. Der er 10 retningslinier, som dækker alt fra landbrugsdrift over menneskerettigheder til forretningsadfærd. Dette er naturligvis langt fra alt, men du kan fx også se på vores værdier og de kendetegn, som vi gerne vil være kendt for blandt forbrugerne. 
Du kan finde links til flere tiltag på siden:
Hvordan er Arla?

Spørgsmål: Vi har et projekt, hvor vi skal forestille at drive en større virksomhed. Derfor vil vi gerne vide, hvad det koster at få lavet en hjemmeside? Hvis du har priser på opdatering og serveromkostninger, kunne det også være rart.

Svar: Vi har I Arla Foods flere hjemmesider både for forskellige lande og for forskellige produkter. Du kan se en del af dem under salg og markedsføring. De har alle vidt forskelligt omfang og vidt forskellige faciliteter. Nogle af dem har vi oprettet og driver med interne ressourcer, og andre er lavet eksternt af firmaer, der har ekspertise i den slags, så jeg har svært ved at svare præcist. Jeg vil foreslå, at I præciserer, hvilket omfang, jeres hjemmeside skal have, og hvad den skal kunne, og så henvender jer til en virksomhed, der har kompetence indenfor dette. Mange reklamebureauer og grafiske virksomheder kan sådan noget, og jeg er sikker på, at I kan finde en ved at søge på nettet.