Søgning

Søg på arla.dk

Alle opskrifter

Søg på arla.dk

Hjælp til søgning


Indhold

Smag dansk

Det er blevet en dårlig vane at brokke sig over kvaliteten af danske råvarer. Dårlig, fordi Danmark faktisk har masser af unikke smagsoplevelser at byde på, hvis bare vi åbner øjnene for dem.

Det eksotiske er lige for næsen af os

Vi har masser af råvarer, som udenlandske gæster oplever som udsøgte delikatesser, men som vi selv glemmer at værdsætte. Fx jordskokker og pastinakker, skovduer og harer, fjæsing og rødspætte, Limfjords-østers og fjordrejer, æbler fra Fejø eller Falster, vilde svampe og bær, gedeoste, Danablu og smør med sydesalt fra Læsø.

Led efter det, du kan finde

Vi skal bare lære at lede efter det, vi kan finde – ikke efter det, der vokser i Kina eller Sydeuropa. Solmodne tomater smager bedre i
Grækenland end i Danmark, for der er klimaet bedre til tomater. Sådan er det bare. Det betyder ikke, at danske råvarer er dårligere.
Det betyder bare, at vi skal lære at kikke efter det rigtige. Hyldebærrene, kantarellerne, hornfisken og æblerne fx. Og vi skal spise dem, når de har sæson.

Sæson, sæson og sæson

En af hemmelighederne er at nyde de danske råvarer, når de har sæson. Vi kan få rabarber hele året, men dem, der lige er høstet fra
haven eller få timers kørsel fra din butik, giver en helt anden oplevelse end dem, der har været med bil, båd og fly fra den anden ende af verden. I den danske vinter er de tomater, vi kan få, dømt til at blive hånet, når de sammenlignes med de tomater, vi husker fra ferieture
til Middelhavet, hvor solen skinner det meste af året. Det er ganske naturligt. På den årstid bugner Danmark til gengæld af skønne kålsorter og rodfrugter, der ikke fås bedre andre steder.

Myten om kvalitet og luksus

Det er en sejlivet myte at forveksle kvalitet med luksusvarer, som kun de få har råd til. Rørhatte, kantareller og hindbær fra septemberskoven, hyldeblomster og hyldebær, timian og kørvel er tilgængelige for alle. Hornfisk, sild, spidskål og rodfrugter hører til i den billige ende. For haveejere er stikkelsbær, ribs, æbler, purløg, asparges og rabarber mulige at dyrke selv – andre må efterspørge dem i butikkerne, så det også bliver en mulighed at købe de lokale danske råvarer, når de er på toppen. Det er oven i købet trendy. Interessen for lokale råvarer og madlavningstraditioner er drivkraften bag en række nye initiativer, bl.a den prisbelønnede restaurant Noma i København, restaurant Malling & Schmidt i Århus og projekt Det Ny Nordiske Køkken med kokkene Claus Meyer, Erwin Lauterbach og René Redzepi som pionerer. Her er ikke tale om tilbagevenden til gammeldags bondemad, men om en fantasifuld og original modernisering af madkulturen med udspring i kærligheden til regionale råvarer. Prøv det i dit eget køkken.


Mission

Arlas mission

Arlas mission er at tilbyde moderne forbrugere mælkebaserede fødevarer som skaber inspiration, tryghed og velvære.

Bæredygtigt landbrug

Støvler på græs

Kvalitetsprogrammet Arlagården, som er indført i Danmark og Sverige sikrer, at vi opfylder alle gældende krav til mælkekvalitet, miljøtiltag på de enkelte gårde samt dyrevelfærd.