Maden er halvdelen af rejsen
Gode journalister har som regel en særlig evne til undre sig og til at gribe til utraditionelle metoder for at finde de rette sammenhænge. Mad- og rejsejournalisten Eja Nilsson er ingen undtagelse fra denne regel. Eja Nilsson har skrevet om mad i sammenhæng med mennesker, kultur, traditioner i mange år og synes, at det interessante ved mad er, hvad der ligger bagved, hvor maden kommer fra, hvem der fandt på det - og hvordan maden indgår i dagligdagen. "Gennem mine mange rejser har jeg også erfaret, at mad er en glimrende brobygger mellem forskellige kulturer. Med mad kan man altid komme videre. Jeg har rejst meget og opsøgt alverdens madkulturer og især rejst rundt med helt almindeligt klippekort til bus og tog. Det er der kommet en del bøger ud af", siger Eja Nilsson, der oprindelig stammer fra Sverige, men nu er bosat i København og arbejder på begge sider af Øresund som journalist.
Tidlig debut som kogebogforfatter
Eja Nilsson var kun 19 år, da hun skrev sin første bog om amerikansk mad sammen med sin far. Faderen, der var litteraturprofessor, var også interesseret i mad, og via faderens forskningsmæssige tilgang til tingene lærte Eja Nilsson, i en tidlig alder, at interessere sig for sammenhænge. "Hvis man forstår, hvordan Balkans madkultur ser ud, lærer man også noget om landets historie og samfund. Maden er en vinkel til at se sammenhængene", siger Eja Nilsson, der i første omgang valgte journalistikken, og siden efter en periode som nyhedsjournalist ved det svenske nyhedbureau TT, supplerede med en socionomuddannelse fra Roskilde Universitetscenter. Siden har Eja Nilsson både studeret Mellemøstens historie og taget eksamen i minoritetsstudier.
Bogudgivelser
Eja Nilsson har udgivet følgende bøger i Danmark: "Indvandrerkøkken", "Fremmed Mad", "Maden er halvdelen af rejsen" og "Alverdens bagværk". I Sverige har Eja Nilsson udgivet 18-20 bøger, hvoraf den seneste bog handler om Middelhavets kulinariske historie ("Couscous, pasta og paella - matens väg runt Medelhavet"). I august 2002 udkommer "Nordafrikanskt kök - från Cairo till Casablanca" en bog om det nordafrikanske køkken skrevet på svensk med inspiration fra Eja Nilssons rejser i området. Eja Nilsson skriver om mad i mange forskellige aviser og magasiner, holder foredrag om mad, madkultur og rejser, laver radiprogram m.v. Eja Nilsson har gennem tiderne fået adskillige anerkendelser for sit arbejde - blandt andet Guldpennan, stipendie af Gastronomiska Akademien, og diplom af Skåneländska Gastronomiska Akademien.