H.C. Andersen holdt af god mad og vin, men han lavede den aldrig selv og spiste kun nødtvungent hjemme. Næsten hele sit liv havde han faste maddage hos københavnske familier; tirsdag hos Collins, onsdag hos Wulffs og så videre. Efter middagen gik han i Det Kongelige Teater hver eneste aften, og han så gerne den samme forestilling flere uger i træk.
En typisk middag i et københavnsk borgerhus i 1800-tallet kunne bestå af ”Suppe, Ryper, Fisk, Skinke og Kage”. Dét fik Andersen serveret til sin 35-års fødselsdag hos familien Collin. Suppen kunne være aspargessuppe, og kagen måske en tung æblekage med syltetøj, mandler og flødeskum med et glas portvin til, som Andersen elskede. Vinene var generelt sødere og tungere dengang, og det passede Andersens lidt barnlige, søde tand godt.
Men i H.C. Andersens eventyr kan man også se hans glæde ved fremmede kulturer: Østen i ”Nattergalen” og Tyrkiet i ”Den Flyvende Kuffert”. Han rejste, så meget han kunne komme til, hele sit liv, og nød de eksotiske smagsoplevelser. I Napoli skriver han i sin dagbog, at han har spist ”Salami, Parmesan og Capri Viin”, og på restauranterne spiser han foreller, østers og steg. Desværre havde han et nervøst sind og en sart mave, men meget kan dulmes af et glas portvin eller porter, som han drak som medicin ved sengetid.
H.C. Andersen var kritisk og kræsen - og også lidt af en madsnob. Det var nemlig ikke altid, at middagen stod på østers og vildt hos de pænere familier, og en almindelig hverdagsret var sødsuppe (byggrynssuppe med rosiner og sød saft). Sødsuppen bliver noteret, ærgerligt, i dagbogen, og Andersen beklager sig over, at han får ondt i maven af den. Men heldigvis hjælper det med endnu flere glas god portvin ved sengetid.
Kilde: Henrik Oldenburg: ”Den anden Andersen. H. C. Andersen som livsnyder”, forlaget SMAG 2004 samt H. C. Andersens dagbøger.