af Birgitte Avnesø/Stickelsberg Bureau
Selvom vi er udstyret med mindst 10.000 smagsløg i mundhulen og på tungen, er vi kun i stand til at registrere fire grundsmage: salt, sød, sur og bitter. Når vi alligevel har en rig variation i smagsoplevelser, skyldes det lugtesansen, som er tæt forbundet med smagssansen. Det er et komplekst resultat af smags- og lugteindtryk, der afgør, om vi synes, at en fødevare smager godt eller dårligt. Eller af ingenting... Tænk bare på, hvordan en slem forkølelse spiller ind på smagssansen.
Sammenhæng mellem lugte- og smagssans
Faktisk kommer op mod 90 procent af det, vi opfatter som smagsindtryk fra lugtesansen. Når vi spiser, frigiver maden aromastoffer, der passerer fra munden til næsen. Under en forkølelse er passagen mellem mund og næse stoppet, og der er slim på lugtecellerne. Forbindelsen mellem de to sanser er afbrudt, og resultatet er, at næsten al mad mister smag. Man kan godt miste smagssansen, men bevare lugtesansen. Til gengæld forsvinder næsten hele smagssansen, når lugtesansen er væk. Smagsløgene udskiftes løbende med et par ugers mellemrum. Med alderen bliver vi mindre følsomme over for smagsstoffer, og fra vi er omkring 55 år forringes vores evne til at smage.