Fyld: Fjern forsigtigt dækblade og tråde fra majskolberne og skyl dem. Vask bladene i varmt vand og gem dem til senere. Skrab majskornene fra kolberne med et groft rivejern. Lad smørret smelte ved kraftig varme men uden at det bruner. Svits løg og peberfrugt i ca. 2 min. Tilsæt majskorn, mælk, tomat og krydderier og lad det svitse i 3-4 min. - eller til retten er lidt tyk. Lad majsblandingen køle let af og rør æggeblommen heri.
Læg 2 majsblade ved siden af hinanden, de skal overlappe 2-3 cm. Læg ½ skefuld fyld midt på majsbladene og læg lidt revet ost i midten. Dæk osten med en ½ skefuld fyld mere. Luk bladene sammen på langs om massen og derefter enderne. Bind pakkerne med et bånd skåret ud af et majsblad eller brug kødsnor. Pakkerne skal være helt tætte for at undgå, at fyldet flyder ud. Lav 8 pakker i alt. Læg pakkerne i et dørslag. Kom vand i en gryde, til det står ca. 1 cm fra sigtens bund, når den er hængt over grydens kant. Læg låg på og dampkog i ca. 40 min.
Dressing: Lad olien blive varm i en lille gryde. Svits paprika og chilikerner i ca. 1 min. - pas på at det ikke brænder på. Tilsæt tomat, forårsløg og salt og lad dressingen koge i ca. 1 min. Smag til.
Tips: Server majspakkerne til et godt stykke kød, fx en bøf.
I stedet for at rive majskornene groft kan du bruge en skarp kniv, så bliver fyldet lidt grovere.
Du kan også bruge frosne majs eller majs fra dåse. Purer kornene sammen med mælken (brug en foodprocessor eller stavblender).
Brug firkanter af bagepapir (15 x 20 cm) i stedet for majsblade.
Tilsæt yderligere 2 æg til fyldet og brug det som tærte fyld.