Jeg er i den heldige situation, at mange heldigvis synes, at det er en god ide og gerne bakker op. På den måde bliver mit arbejde derfor meget spændende, men også super udfordrende, for der er mange ting, som vi i fællesskab skal have løst.
Jeg har igennem mange år arbejdet med at fremme sundheden – både for voksne og børn, tykke og tynde. Jeg synes, det er utroligt spændende at finde ud af, hvordan vi kan skabe mening og gøre det relevant for den enkelte, så man får lyst og mod på at ændre sine vaner.
Vaner er jo en sjov ting – for hvad bestemmer i grunden vores vaner? Hos os havde vi som vane at bruge computer og spilconsollen meget, indtil vi fandt ud af at hænge en rundstok i loftet, sætte nogle gyngestole op og tage romaskinen ind i stuen. Så kan det nok være, at der kom gang i de mørke vinteraftener for både vores drenge og os selv.
En anden vigtig ting, som vi har gjort, er at afskaffe saftevandet, og nu har vi stort set kun fuldkornsbrød i huset. Så lyder det måske, som om vi er nogle superfreaks – men det er vi nu ikke. Jeg har altid sagt, at jeg bliver nødt til at smage alt det usunde for at vide, hvordan andre har det, når de skal lade være ! En god og hyggelig vane for mig er en god mørk chokolade ved aftenstide.