Mad i og af naturen
Det er sommer, og hvad er så mere nærliggende for os nordboere end at komme ud og opleve den lyse sommer.
At lave mad i og måske af naturen giver mulighed for et måltid, hvor I vil opleve et helt andet samvær og en anden ro. Lad jer inspirere af de råvarer I støder på og hav mod på at prøve noget nyt.
En opskrift er for mig altid vejledende og afhængig af dagens held i fx at finde tyttebær. Derfor bliver en håndfuld enten stor eller lille... og hvem ved? Måske helt udeladt.
Her er bud på lette retter med enkle tilberedningsmåder, der gør dem anvendelige til tilberedning på bål eller trangia (stormkøkken). Det er også retter, du kan nyde på cykel- eller kanoturen. I nogle af retterne er der angivet alternative ingredienser, som du kan være heldig at finde i naturen - afhængig af årstid og sted. Dette alternativ vil gøre retten endnu mere delikat.
Det er muligt at finde alle mulige gode spiselige urter, bær og svampe i naturen, og det er oplagt at bruge dem. Du skal selvfølgelig være helt sikker på, hvad det er du har fundet, fordi der også er giftige planter i den danske natur. Det kan være nødvendigt med en god planteflora og en svampebestemmelsesnøgle. Svampe er vanskelig at have med at gøre, så hvis du er i tvivl, så brug svampe du har købt.
Jeg er vild med at lave mad og sørge for, at min familie og venner får gode kulinariske oplevelser. Et måltid, der i ligeså høj grad er rammen for den gode samtale og oplevelsen af nærvær. Det er dér, hvor vi lader op og tager hånd om hinanden. Dér, hvor vi har tid til at høre om det, der optager den enkelte og udfordrer hinanden i meningsudvekslinger. Samtidig er jeg en stor naturelsker, og derfor har det været nærliggende for mig at lave mad i og af naturen.
I mit arbejde som folkeskolelærer i København NV har jeg altid, ved siden af at være klasselærer, undervist i hjemkundskab. Jeg har undervist børn i en kulinarisk fritidsordning i Farum, arbejdet med familier med stærkt overvægtige børn og familier med børn, der trængte til bedre trivsel. I alle sammenhænge har måltidet været udgangspunktet for den gode stemning og afsættet til at se mulighederne.
Jeg håber, I med mine opskrifter får lyst til at prøve noget nyt, og skulle I blive vilde i varmen, kan I finde flere opskrifter i ”Mad over bål”, en bog jeg har skrevet sammen med min kollega Ole Poulsen.
Rigtig god sommer!