Mad uden køkken
Når råvaren er god, ender alting godt - også selvom udgangspunktet ikke indebærer et køkken i egentligt forstand. Kok, madskribent og forfatter m.m. Jakob K. Sørensen havde et sikkert greb om den opgave, som vi stillede ham og udviklede en række lækre opskrifter, som kan fremstilles på primitiv vis i naturen. Blot ved hjælp af et stormkøkken, gløder, bål og éngangsgrill kan det nemlig lade sig gøre at fremstille uforlignelige måltider i naturen, når vejret tillader. Jo - mad smager faktisk bedre og mere intenst i det fri...
Den gode udemad
Jakob K. Sørensens forudsætninger for at udvikle "udemad" er i øvrigt unikke. I 2004 udviklede han opskrifterne i den meget smukke svenske kogebog "Utemat" - kokbok för strand, picknick och trädgård - den gode utematen. Idéen til bogen opstod i samarbejde med svenskerne Hans Rooth og Lage Stone, mens Jakob K. Sørensen var ansat hos Årstiderne.
Facts om Jakob K. Sørensen
Jakob K. Sørensen er uddannet i nordisk sprog og litteratur fra Århus Universitet og har siden uddannet sig til kok med ansættelser på både københavnske og århusianske in-steder. Jakob K. Sørensen har blandt andet arbejdet på Amokka, Southern California og Sticks'n Sushi i København samt på Restaurant AC og Café Englen i Århus. Han har i en årrække også været ansat hos Årstiderne, hvor han stod for den daglige drift af Årstidernes Landkøkken på Barritskov Gods.