Mad for køkkenbørn
Gæstekok Katrine Klinken har ikke det mindste imod at have sine børn med i køkkenet! Tværtimod har hun meget tidligt erfaret de store fordele og sidegevinster ved at inddrage sine egne 3 børn i køkkenarbejdet: Børnene er mindre kræsne, og selvom madlavningen i starten tager lidt længere tid med børn, opvejes det af den praktiske nytteværdi på længere sigt.
Kok med ernæringsindsigt
Katrine Klinken er oprindeligt uddannet kok og har blandt andet været i lære hos både Jan Hurtigkarl, Erwin Lauterbach og Philippe. Katrine Klinken supplerede i 1995 med uddannelsen som ernærings- og husholdningsøkonom (EH): "Kokkelivet er hårdt rent fysisk, og da jeg gerne vil "bruge" min baggrund til blandt andet formidling, var EH-uddannelsen oplagt", siger Katrine Klinken.
Mor til køkkenbørn
Katrine Klinken er undervejs i uddannelserne blevet mor til tre, og med den private baggrund kan det ligne mere end en tanke at specialet fra Suhrs Seminarium i 1995 kom til at omhandle "Smagens Dag - en temadag i folkeskolen"! Katrine Klinkens professionelle baggrund og formidable evne til at formidle og til at tage praktisk afsæt i forskellige målgrupper har gjort hende til en eftertragtet samarbejdspartner for både fødevarebranchen, Fødevaredirektoratet mm. Katrine Klinken skriver fast i månedsmagasinet "Forældre og Børn" og fik i 2000 Kellogg's Kommunikationspris.