En verden af grønt
For gæstekok Lars Sonne-Hansen har det altid handlet om mad - ikke mindst om grønsagerne i maden. "Barndommen med hjemmelavet mad har sat sine spor, og mine 7 ungdomsår som vegetar gav grønsagerne den status, de fortjener", fortæller Lars Sonne-Hansen, der er leder af institutionen Meyers Madhus på Nørrebro. Mange kender ham som radiokok på Københavns- og Danmarks Radio - men, som han lakonisk forklarer, er han faktisk ikke kok . "En radiomus er heller ikke er en mus". Lars Sonne-Hansen er uddannet ernærings- og husholdningsøkonom fra Suhrs Seminarium i 1986. Han har tidligere arbejdet for Kræftens Bekæmpelse - først som kantineleder og senere som projekt- og ernæringsmedarbejder.
Ideer og inspiration
Friske grønsager og frugt spiller en større rolle i andre madkulturer, end de traditionelt har gjort i Danmark. Ikke ud fra en bevidst viden om, at maden skal være sund. Det skyldes, ifølge Lars Sonne-Hansen, at mildere himmelstrøg giver gode betingelser for et rigt udvalg af friske grønsager og frugter. "Med køleteknik, drivhuse og import har vi i Danmark nok det samme udbud af frisk frugt og grønt, men vi mangler tradition - og måske ikke mindst ideer og inspiration til ændre vores vaner. Mad skal smage godt og være sund - ikke omvendt. Danskerne ville også spise sundere, hvis de tænkte lidt mindre på, om det, de spiser, er sundt" siger Lars Sonne-Hansen. Grønne kogebøgerLars Sonne-Hansen har i 2001/2002 udgivet kogebøger. I kogebøgerne "En verden af grønt -1 og 2" belyser han, hvordan man i 9 forskellige madkulturer bruger grønsager. Hvilke grønsager er der forkærlighed for, hvordan indgår de i måltiderne, og hvordan bliver grønsagerne tilberedt. "Retterne er ikke nødvendigvis de mest typiske retter fra de forskellige kulturer, men det er retter, som er faldet i min smag, og som jeg håber vil falde i læserens", siger Lars Sonne-Hansen. Bøgerne "En verden af grønt - 1 og 2" er udkommet på HELSE' s forlag.
Lars Sonne-Hansen har under ansættelsen hos Kræftens Bekæmpelse fra 1988 - 2001 udviklet et hav af opskrifter med masser af grønsager.