Tidens kogekone
Gamle dages snusfornuft og planlægning af maden i en helhed er på vej tilbage. Madskribent Nanna Simonsen er en af dem, der både forstår at holde hus med maden og at formidle de glemte dyder som bl.a. indebærer, at gode madrester også kan anvendes i nye og smagfulde sammenhænge. Nannas opskrifter kan anvendes til de lækreste scoreretter, vover vi at påstå.
Nanna Simonsen, født 1956, er kogekone af tiden og madskribent. Nanna Simonsen har lavet TV-programmer om mad og madkultur, bl.a. serien "Mad og herregårde" , "Kokken og Konen", TV2's morgen-tv og "Hjemme i Nannas Køkken". Desuden skriver Nanna Simonsen om mad i Berlingske Tidende og i Månedsmagasinet Mad & Bolig, Hjerteforeningen m.m.
Charmerende rester
"Rester har ikke nødvendigvis den mest charmerende klang - men med fornuft og omhu vil gode rester kunne anvendes sammen med nye råvarer og være med til at højne kvaliteten i det næste måltid", siger Nanna Simonsen. Et hønseskrog kan fx koges af med lidt urter til en smule suppe (kraft), som siden kan indgå i en pastasauce med grønsager og lidt bacon. Eller suppen kan anvendes i en blød risotto sammen med lidt hvidvin, foreslår Nanna Simonsen. " Når man først får lukket op for opfindsomheden, bliver det faktisk ret sjovt at holde hus. Maggiterningerne og tarvelige panikløsninger kan forsvinde fra husholdningen, og maden bliver mærkbart bedre", fastslår madskribenten Nanna Simonsen.