Buffet til forårets fester
Det er blevet til mange glade ansigter og dejligt mætte maver i alle de år, Rasmus Bo Bojesen har haft sine fingre i forskellige afkroge af den gastronomiske verden. Efter uddannelse som kok og tjener drog Rasmus først til Frankrig for at lære det bedste på toneangivne Michelin stjernerestauranter og siden til Japan, hvor han ydmygt lærte at præparere det delikate måltid, som serveres før thé ceremonien.
Tilbage i Danmark blev Rasmus daglig leder af Kokkenes Torvehandel og efterfølgende restauratør i Skagen og Tivoli.
I dag bruges energien på Bojesen Aps, som står bag konferencer, fester og events på bl.a. Axelborg, Fregatten i Tivoli og flere andre steder. Her produceres maden fra bunden i eget køkken, bageri, konditori og chokoladeværksted. Rasmus har altid følt det faglige ansvar og derfor været engageret i fagets uddannelser fra undervisning til planlægning af uddannelser.
Kodeordene i hans professionelle liv har altid været smag og kvalitet. Den gode mad er ikke kun forbeholdt de bonede gulve. Rasmus har også brugt sin viden om mad til mange på Herlev Hospital, hvor han har medvirket til at forbedre kvaliteten, økonomien og organiseringen af maden til patienterne.
Desuden er Rasmus chokoman….. og det er måske netop for Bojesen Chokolade, at han er mest kendt i de danske hjem. Chokolade som udelukkende laves efter de gamle håndværksregler og af de bedste råvarer, og som ofte har smagssammensætninger, man ikke forbinder med den klassiske chokolade. Det sidste år har Rasmus, som den første herhjemme, været optaget af at udvikle sin egen råchokolade. Det er foregået hos Anthon Berg, hvor chokoladen også bliver produceret – alt i alt dansk hele vejen igennem.