Kok med fart over feltet
Både før og efter Rikke Vendelbo blev uddannet på Fakkelgården i 1998 har der været fart over feltet. Besiddelsen af en 66 hestes Harley Davidson Sportser giver en del af forklaringen - andet at 30-årige Rikke Vendelbo allerede har formået at runde adskillige kendte køkkener - herunder også Karolines Køkken, hvor Rikke Vendelbo var med at udvikle og afprøve opskrifter.
Hang til både hygge og Harley
Drømmen om at få foden under eget bord gik imidlertid i opfyldelse, da Rikke Vendelbo i 2003 blev køkkenchef for Mejeriforeningen i Århus. Rikke Vendelbo, der i 1998 blev kåret som Årets Kvindelige Kok, driver nu en café for op til 120 af Mejeriforeningens medarbejdere og gæster på toppen af et af Århus' høje kontorbygninger. Rikke Vendelbo og hendes medarbejdere sørger i bogstaveligste forstand for at medarbejderne er på toppen.
På toppen
Al mad laves fra bunden med friske råvarer. "Medarbejderne skal trives med den mad, vi serverer. Det er vigtigt at lave sund mad, der smager af noget - så er energien i hvert fald på plads. Men det er også vigtigt at give medarbejderne gode oplevelser med måltidet. Vi laver temauger, og om sommeren griller vi på tagterassen, så gæsterne både kan nyde duften og kigge ud over byen. Om vinteren tænder vi masser af stearinlys og laver gode varme supper. Det skaber en super god stemning, og vi kan mærke, at medarbejderne sætter pris på vores initiativer", siger Rikke Vendelbo.
Rikkes frække genveje
Se Rikkes forslag til, hvordan mad kan være både sjov, anderledes og spare din tid. "Lasagnen er fx lavet med tortilla, mens vaflerne er en ny sjov måde at servere kartofler på - også for børn. Både artikskokker og glasnudler er hurtige at lave. Tomaterne til salaten kan laves dages før. Kyllingen bliver dejlig saftig med pesto. Tunen er hurtig at stege - og er fedtfattig. Endelig er fiskefrikadellerne både lidt frække og anderledes, da de er panerede og sprøde", fortæller Rikke Vendelbo.