Man spiser mange retter, og man spiser længe i Italien. Måltidet begynder med antipasti - forretterne, så kommer primi piatti, som er anden ret og oftest en pastaret. Derefter følger en hovedret med kød eller fisk, en salat, formaggio (ost) måske og til sidst il dolce, det søde som kan være bagværk, is eller en anden dessert.
Pizza og pasta
Vi tænker automatisk på pizza og pasta, når talen falder på det italienske køkken. Men det kan let blive en indviklet diskussion, hvis der er italienere med i samtalen - for italiensk køkken er ikke et entydigt begreb. Det italienske køkken er nemlig ikke blot ét køkken - men mange på en gang. Den italienske republik blev ikke samlet før i midten af 1800-tallet. Op til den tid bestod det, vi kalder Italien, af en mængde små hertugdømmer og små kongeriger, hvor hver region havde deres specialiteter.