Spaniens historie aflæses tydeligt i kogekunsten. Da de romerske tropper besatte den iberiske halvø, havde de olivenolie og hvidløg med. Derefter besatte maurerne fra Nordafrika landet i næsten 700 år, og det har sat sig tydelige spor på krydderihylden: safran, spidskommen, mynte, muskat samt vanen med at smage maden til med appelsin og citron. Mandlerne og smagen for de søde desserter bragte maurerne også til landet. Da de spanske opdagelsesrejsende i 1600-tallet tog til Sydamerika, kom de hjem med kartofler og tomater fra Den Ny Verden - og det gav også genlyd i alle Europas køkkener.
Nationalretten
Paella er hele Spaniens ”nationalret”, men spises fortrinsvis ved Valenciakysten. Det siges, at oprindelsen er den enkle ret de fattige lavede for et par 100 år siden i en pande over åben ild med ris, vand, snegle, grønne bønner og andet grønt, de havde fundet ude i naturen. Senere supplerede man med andre ingredienser, og idag får man ved kysten mange slags arroces, risretter.