Fik du købt lidt rigeligt - fx ost, smør, fløde, nødder, tørrede frugter og marcipan til julen? Så se her, hvordan du kan anvende - eller opbevare resterne bedst muligt.
Ost
Ost opbevares bedst i alufolie, husholdningsfilm eller plastpose i køleskabet ved højst 5 grader. 45+ oste kan fryses ned i 3-4 måneder. Oste med lavere fedtindhold smuldrer nemt. Ost kan bruges til salat, lukkede ostebrød, suppe m.m.
Smør
Smør kan anvendes til kryddersmør, stegning, bagning m.m, men har du mere smør, end du kan bruge, kan du fryse smørret ned. Smør og Kærgården® kan holde sig i op til tre måneder i fryseren.
Fløde
Fløde kan anvendes til sauce, suppe, desserter og kager.
Har du en rest piskefløde til overs, så pisk den til skum og fryses ned i en lufttæt emballage. Frossen flødeskum tåler nedfrysning i op til en måned. Tø flødeskummet op i køleskabet og pisk det let igennem før servering.
Tørrede figner
Tørrede figner er seje og har en sød smag. Figner må ikke helst ikke udtørre - forlæng holdbarheden ved at lade dem trække i spiritus eller frugtsaft eller brug dem i bagværk, som tilbehør i madpakken m.m.
Tørrede abrikoser
Abrikoser kan spises som slik, bruges i müsli eller desserter og tilbehør. Her er opskrifter, hvor du kan bruge dem i bagningen. Abrikoser er også et udmærket alternativ til søde sager i madpakken.
Svesker
Svesker kan spises som slik, koges til grød, bruges til desserter, kager og tilbehør.
Chokolade
Ingen jul uden chokolade, men måske holder du lidt igen med chokoladen efter nytår. Chokolade kan fryses ned, rives til spåner og bruges i desserter, kager og varme drikke.
Marcipan
Marcipan opbevares bedst i en lukket plastikpose, så marcipanen ikke bliver tør. Marcipan, der er åbnet, kan holde sig i godt en måned i køleskabet efter sidste salgsdato. Alternativt kan den fryses ned til senere anvendelse.
Valnødder
Valnødder opbevares bedst i en lukket beholder på et mørkt og køligt sted. Nødder med skal kan holde sig længere end nødder uden skal. Valnødder, der er blevet tørre, kan ristes i ovnen. Valnødder kan bruges til salater, desserter, kager m.m. Tørrede valnødder uden skal kan med fordel opbevares i fryseren, så bliver de ikke så hurtigt harske.
Hasselnødder
Hasselnødder opbevares bedst i en lukket beholder på et mørkt og køligt sted. Nødder med skal kan holde sig længere end nødder uden skal. Hasselnødder, der er blevet tørre, kan ristes i ovnen. Hasselnødder kan bruges til desserter, kager m.m Hasselnødder uden skal kan med fordel opbevares i fryseren, så bliver de ikke så hurtigt harske.
Mandler
Mandler opbevares opbevares bedst i en lukket beholder på et mørkt og køligt sted, fx i en fryser. Mandler, der er blevet tørre, kan ristes i ovnen. Mandler kan bruges til desserter, kager m.m.