Vinter hos famlien Sønderby

Om vinteren ser livet på gården "Klink" lidt anderledes ud. Her er, ud over alle traditionerne og travlheden i forbindelse med julen som altid fejres på gården, generelt mindre at tage sig til.

Markerne passer stort set sig selv, og i stedet har Torben Sønderby tid til at fortsætte med efterårets reparationer på bygninger og maskiner. Men det er også nu, han laver regnskab og lægger markplan for foråret. Det skal bl.a. besluttes, hvilke typer såsæd og hvor meget tilskudsfoder, der skal købes ind.

Udveksling af økologiske synspunkter

Samtidig er vinteren også en periode, hvor Torben Sønderby tit tager fra gården for at deltage i landbrugsmøder, kvægkongresser og andre relevante kurser. Fx om økologisk drift:

"Jeg har oplevet både op- og nedgangstider for økologisk mælkeproduktion, og jeg tænker i det daglige meget over de aktuelle problemstillinger, der er i forhold til økologi, og det er vigtigt for mig at vende og diskutere det med andre", siger Torben.

Af samme grund har han også engageret sig i organisationsarbejde og sidder bl.a. med omkring bordet i Arla Foods økoudvalg og i Arlas repræsentantskab, der er det øverste beslutningsorgan i andelsselskabet. Torben har desuden sin egen weblog på Arlas hjemmeside, hvor han med jævne mellemrum skriver indlæg om driften og de tanker, han gør sig.

På naturens præmisser

Ind i mellem det hele bliver der også tid til at klippe alle de sortbrogede køer. Det, synes Torben, hører sig til, når de kommer langhårede i stald efter de mange måneder på græs.

I vinterens sidste måned, februar, tages der hul på forårets travlhed med markarbejde. Inden der kan sås, skal markerne nemlig harves for ukrudt som fx tidsler og kvikgræs. Arbejdet med at harve er specielt for det økologiske landbrug:

"Det tager dagevis at harve, men det er nødvendigt for at holde markerne rene, da vi ikke sprøjter mod ukrudt, og fordi vores produktion skal ske på naturens præmisser som en del af et naturligt kredsløb", forklarer Torben og uddyber:

"Hvis vi kommer for sent i gang med at rense, er der ingen til at redde os, og det kræver derfor, som Mærsk ville sige det: ”Rettidig omhu” i den måde, vi går til arbejdet på".