Lisbeth Jensen

Mange tror, at et liv med laktoseintolerance betyder farvel til yndlingslagkagen eller –desserten, men du kan sagtens lave lækre desserter uden laktose!

Min yndlingsopskrift fra bogen low fodmap diet er netop en dessert: Pavlova. Denne opskrift er nem at gå til og med lidt vaniljeflødeskum og frisk frugt er den en dejlig, sommerlig dessert.

Opskrift: Pavlova

Det sværeste ved en pavlova er at bage en marengsbund, der er sprød på ydersiden og sej i midten. Man kan derfor ”snyde lidt” og købe bunden færdig, men hvis du vil lave det hele selv, får du opskriften her:

Ingredienser:

-          5 æggehvider
-          1 knivspids salt
-          275 g sukker
-          1 tsk. vaniljesukker
-          1½ tsk. eddike
-          1 tsk. majsstivelse
-          2,5 dl laktosefri piskefløde
-          1 tsk. vaniljesukker
-          200 g jordbær
-          150 g blåbær          

Sådan gør du:

1)      Tænd ovnen på 190 grader (varmluftsovn).
2)      Pisk æggehviderne med salt med håndmixer på fuld hastighed 5 minutter.
3)      Bland sukker med vaniljesukker.
4)      Tilsættes sukker (iblandet vaniljesukker) meget langsomt, mens der piskes - tager ca. 5 min.
5)      Når alt sukkeren er kommet i, tilsættes eddike. Stop piskning når massen er så stiv, at toppe bliver stående, når piskeriset løftes op.
6)      Herefter vendes maizenaen forsigtig i med en dejskraber.
7)      Lav en cirkel på bagepapir - diameter ca. 19-20 cm (brug fx en tallerken). Stænk nogle få vanddråber på papiret, inden marengsmassen lægges på bagepladen så den får form som en kagebund.
8)      Sættes i oven ved 190 grader i 10 minutter. Derefter skrues ned til 150 grader i 60 minutter. Sluk ovnen og hold ovndøren lukket indtil ovnen er helt kold. Tager ca. 1 time.
9)      Når bunden er kold piskes fløde med vaniljesukker.
10)  Skær rensede, friske jordbær i skiver og skyl blåbær.
11)  Læg flødeskum på marengsbunden og pynt med jordbær og blåbær.

Tips til opskriften:

Frugten kan varieres efter smag og årstid. Den traditionelle opskrift er med kiwi i skiver. Flødeskum kan tilsættes chokoladestykker eller hakkede valnødder.
Marengsbunden kan tilsættes kakaopulver, lidt kold kaffe eller lakridspulver, hvis den skal have en anden smag.

Lisbeth JensenLisbeth Jensen er født i 1963 og uddannet klinisk diætist i 1989. Har arbejdet med ernæringsbehandling ved mavetarmkanalens sygdomme på Køge Sygehus i 14 år. Siden 2009 ansat på Herlev Universitetshospital med speciale i mavetarmkanalens sygdomme. Har i januar 2013 afsluttet uddannelse i ”the low FODMAP diet” på King’s College, London.