Høng® Smagsbarometer

Alle Høng® ostene er mærket med et smagsbarometer, der viser, om ostens smag og karakter er mild, stærk eller om den ligger midt i smagsspekteret. Så er det nemt at finde netop den ost, der passer den personlige smag

Hvidskimmel

Hvidskimmeloste er delikate specialiteter med en tynd, spiselig skimmel-skorpe. Smagen er typisk cremet, rund og aromatisk, og den udvikler sig og bliver mere fyldig ved lagring og modning. Konsistensen er fra halvfast til blød, og ostene er skærbare. De mest populære hvidskimmeloste er typer som brie og camembert.

Rødkit

Rødkitostene er spændende og smagfulde varianter af hvidskimmelostene. Rødkitost modner udefra og ind mod midten og sammen med den specielle skorpe, der kan spises med, giver det en ostetype med en cremet, smørbar konsistens og en intensiv og pikant smag. Den karakteristiske skorpe, der kan have en indbydende gylden til rød overflade, er dekorativ på enhver osteanretning.

Blå/hvidskimmel

De meget populære blå- og hvidskimmeloste har den milde og aromatiske ostesmag og konsistens, som mange sætter stor pris på. En delikat kombination af hvidskimmelostens bløde, runde smag og de let krydrede blåskimmelnuancer. De blå/hvide oste har en flot, hvid og indbydende skimmelskorpe, der er tynd og spiselig. Ostene er både skærbare og smørbare.

Blåskimmel

Blåskimmelost er lagret skimmelost, og det er blandt andet gennem lagringen, at ostene får deres sjæl og karakteristiske blåskimmelsmag. Ostene er i den stærkere del af smagsbarometret. Dog varierer de forskellige typer med hensyn til styrke og intensitet. Nogle er meget faste, skarpe og markante i smagen. Andre mere afrundede og cremede, uden dog at miste blåskimlens karakter og smagsindtryk.