Pressemeddelelse

2.998 gæster på Taulov i de første tre måneder

Besøgscentret på Taulov Mejeri har haft travlt siden indvielsen 1. oktober. Fra åbningsdagen til 19. december har 2.998 gæster besøgt ostemejeriet, og det er flere end forventet. Til sammenligning besøgte 6.000 Brabrand Mejeri og 5.000 Slagelse Mejeri sidste år.

I alt har 106 grupper fået en tur gennem besøgsgangen på Taulov, og i gennemsnit har der været 28 gæster i en gruppe. I Brabrand og Slagelse ligger gennemsnittet på 21 gæster pr. besøg. Rekord-ugen på Taulov var uge 46, hvor 14 grupper med i alt 482 gæster så osteproduktionen
Skolebørn fra børnehaveklassen til 10. klasse tegner sig for 12 pct. af besøgene. Andre 12 pct. har været studerende fra videregående uddannelser. De resterende 76 pct. er voksengrupper fra eksempelvis erhvervsnetværksgrupper som Rotary, husmoderforeninger og landboforeninger, herunder andelshavere i Arla Foods.
“Det er en overraskende fordeling. Erfaringer fra de to andre besøgsmejerier viser, at andelen af børn skulle være større. Det skyldes nok, at voksengrupperne tiltrækkes af nyhedsværdien - det er et nyt mejeri, og vi er lige fusioneret. Børneandelen vil formentlig stige, fordi skolerne ofte kommer igen år efter år, mens foreningerne først vender tilbage efter en årrække”, skønner besøgschef i Arla Foods Danmark, Sanne Vinther.
Selv om besøgscentret endnu ikke har annonceret, er det allerede nu svært at finde en ledig aften inden påske. Til gengæld er der stadig gode muligheder for dagbesøg i perioden, lyder meldingen fra besøgscentrets personale, der nu går på en velfortjent juleferie.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Jonas Barfoed
Primær kontaktperson

Jonas BarfoedPressemedarbejder

Susie Munk Jensen
Primær kontaktperson

Susie Munk Jensen PR & Communication Manager