Kunsten at leve institutionslivet

Tiden haster mod mit fem års jubilæum som institutionsfar med alt hvad dertil hører af afleveringer, afhentninger, børnesygdomme og andre glæder.
Jeg vil lige starte med at slå fast, at hver gang jeg besøger mine børns institution, så er jeg så dybt taknemmelig for, at der findes pædagoger og pædagogisk personale, der gør alt, hvad de kan for at give vores børn en tryg og god start på livet – i alle de mange timer, de bliver passet.

Når fjernsynet og aviserne tager fat i institutionslivet, handler det ofte om alt det, der er i vejen – men det er meget sjældent, at der bliver delt den ros ud, der fortjener – så det vil jeg godt starte det her indlæg med at gøre.

 

Nå, men altså livet som institutionsfar er noget, du kan træne dig op til et godt stykke hen ad vejen. Resten kommer med årene – og noget lærer du simpelthen bare aldrig – men det skal også nok gå.
Jeg må i hvert fald her på tærsklen til min datters sidste etape af børnehaven erkende, at jeg så ikke blev sådan en far, der kunne navnene på alle de andre børn. Selv efter flere år kommer hun hjem og taler om sine venner, som jeg ganske enkelt aldrig har hørt om eller set – til trods for at de – også ifølge min hustru – har gået side om side med Ellen i alle årene.

 

Et godt tip – hvis du kan nå at gøre noget ved det og du gerne vil have et barn, der bliver husket af alle – sørg for at dit barn hedder noget tilpas fjollet til, at det er et navn, man ikke glemmer.

 

”Faaar, i dag har jeg leget med Kanelsnurre – han er bare så sød”

 

De første oplevelser, vi havde med vuggestuelivet var, da vi var ude og se på institutioner, da Ellen var ganske spæd.

Der, hvor jeg voksede op i sin tid, var der ikke noget at vælge mellem – der kunne man enten vælge den ene børnehave der var – eller også kunne man komme ud og tjene på en gård i nærheden. Men i København, hvor jeg bor i dag – er der så mange institutioner, at vi havde arrangeret, hvad der må betegnes som en institutionssafari – og her stod to ting tydeligt for mig.

1)      Det handler i høj grad om mavefornemmelse

2)      Der er en vis grad af konkurrence mellem forældrene

 

Tillad mig at forklare.
Vi så en del forskellige institutioner – og der gik sjældent mere end to minutter før jeg følte i maven, om det var et sted, jeg kunne se mig selv aflevere mit barn. Det handlede i høj grad om stemningen.

Det ene sted blev vi mødt af et skilt på lågen, hvor der stod ”Pas på, hvem du lukker ind”

Det er ikke nødvendigvis den bedste velkomst – for hvorfor er det nødvendigt med det skilt.
Men okay, fair nok – det er et evigtgyldigt råd. Pas på hvem du lukker ind.

Et andet sted berettede et skilt om at der var rotter. Et tredje sted bøvlede de med, at der blev kastet flasker og kanyler ind på legepladsen. Alt sammen ydre omstændigheder – og uanset hvor man kigger hen, er man nødt til at tage sine forholdsregler – og derfor stod det også klart, at det altafgørende var de mennesker, der er ansat – og der må jeg bare sige, at vi har været heldige.

Læs også: Slap af! Dit barns fremtid er ikke (kun) i dine hænder

Men det bringer mig til den næste erkendelse, jeg havde på vores institutionssafari. Jeg fornemmede tydeligt en konkurrence imellem forældrene på de her rundvisninger.
Måske var det bare mig. Men når vi var på de store fælles rundture, så blev der stillet det ene gode spørgsmål efter det andet – og det var som om vi alle sammen gik op i at se overengagerede ud.
Og de par hvor måde mor og far formåede at stille gode og relevante spørgsmål, havde klart et forspring – virkede det til.

 

Sagen er, fandt jeg så siden hen ud af – det har absolut ingen betydning for om man får plads i en given institution – om man har været god til at stille spørgsmål.
Men derfor kan det være fint at forberede nogle gode sætninger inden.

Sig for eksempel:

”Hvad er jeres sukkerpolitik her på stedet?”

”Fortæl lidt om årshjulet?”

”Hvor tit er I på tur?”

 

Sidst men ikke mindst er et liv som institutionsfar et liv, hvor du i perioder vil ændre din startside til netdoktor. For det udvalg der er af sygdomme i sådan en børnehave er ganske overvældende.

Der har været dage, hvor der har været fuld plade i børnesygdomsbanko, når der på døren har hængt sedler, der har berettet om ”Vi har lus, diarre, børneorm, opkast…. Etc”

Hvis man er bakterieforskrækket anlagt – så har den seneste tid i forvejen været udfordret – men livet i institutionen kan til tider føles som om du træder direkte ind i Wuhan Fishmarket.

Så jeg er nødt til at understrege et råd, vi har fået tudet ørerne fulde af de seneste måneder – håndsprit er og bliver din bedste ven.

Lad mig slutte med at skrive det samme, som jeg startede med – de mennesker, der arbejder i vuggestuer og børnehaver fortjener den største ros. Hvad de ikke har lært Ellen og Otto – og trøstet når de har grædt og lært dem nye færdigheder – det er helt ubeskriveligt.
Så tak – og god fornøjelse i livet som institutionsfar

Læs også: Kære forælder: Styr dine forventninger!