Mød Britta Surland

Passioneret MADelsker med NOGET PÅ HJERTET

Min mission #børnikøkkenet
Jeg har en mission. Jeg vil have flere forældre til at gå meget mere i køkkenet med deres børn, udforske nye smage, møde nye råvarer, føle, røre, sanse, grine og nyde alt det skønne, der kan være ved at lave mad sammen. Min drøm er, at vi går fra et #, der hedder #børnikøkkenet, som har omkring 9500 opslag til langt, langt flere i løbet af 2020. Ikke fordi at # er vigtigt i sig selv, men fordi jeg tror på, at Instagram og Facebook kan være med til at inspirere andre til at tage ungerne med i køkkenet.

Det sker på Instagram
Derfor håber jeg også at vi, i den kommende tid, forhåbentlig vil komme til at se meget mere til hinanden. Jeg har nemlig sammen med min gode kollega Maria fået lov til at dele meget mere inspiration ud på Instagram og Facebook; alt fra madglæde, børn i køkkenet, sundere fødevarevaner, gode tips til at reducere madspild, produktkendskab og en masse andet. Bliv inspireret på Instagram og facebook. Find mig som @brittasurland her

Aarhusianer med et livligt hjem  
Jeg laver rigtigt meget mad med mine to børn, som er Frida Marie på 8 og Albert på 10, og jeg elsker det. Vi bor i et lille træhus med skøn have i Skæring nord for Aarhus. Vores hjem er altid fuld af liv og gæster, især mange børn, som tit kommer med hjem med det formål at lave mad eller bage kage. Elsker også billeder og Instagram, fordi jeg selv bliver meget inspireret af billeder.

Uddannelse og job: Det handler om mad.
Jeg er uddannet kok fra 2004, men arbejdede kun som kok i et ½ år og aldrig på fuldtid. Derefter læste jeg en bachelor i Ernæring og Sundhed, mens jeg arbejdede som opskriftsudvikler og event specialist fra 2006-2014 i Karolines Køkken. Jeg har udviklet opskrifter, stylet mad, lavet workshops og så har jeg lavet events med mad og børn i fokus til bl.a. Foodfestival, Food Fest, Arla Fondens MADlejr mv. De sidste fire år har jeg arbejdet som Product Application Manager i Arla Foodservice, hvor jeg tester mejeriprodukter, laver events og udvikler uddannelsesprogrammer.  Ja, det handler alt sammen om mad. 

Den store bagedyst – not so much
Jeg bager ikke ligeså flotte kager, som de gør i Den store bagedyst. Jeg har simpelthen ikke den omhyggelighed og nøjagtighed, som det kræver. Jeg har nok et lidt rustikt udtryk i min bagning, men jeg går all in på smag og kærlighed til gode råvarer. Og så er jeg ret kreativ og elsker skøre idéer og nye smage, og så er jeg vild med at bruge farver. 

Og så ELSKER jeg grøntsager, hverdagsmad, salater, nem mad, pizza på grill og alt mulig andet mad. Især elsker jeg, når jeg får noget helt nyt og uventet. Min favorit konsistens er det sprøde og så elsker jeg næsten alt det, mine børn laver til mig. 

Stolt af at arbejder i Arla
Jeg elsker mit job i Arla og jeg har altså været ansat i 12,5 år. Det gør mig ret stolt at arbejde i Danmarks største fødevarevirksomhed. Ikke fordi vi er store, men fordi jeg synes, vi laver mejeriprodukter i verdensklasse. Vi er et andelsmejeri, som deler alt overskuddet mellem vores ejere; landmændene. Det er også en tanke, jeg holder meget af. Jeg kender flere af vores landmænd, og jeg er dybt imponeret over det arbejde, der følger med at have en gård og hver dag levere mælk, som andre dygtige kollegaer, nemlig mejerister, omdanner til fløde, smør, ost, yoghurt og mange flere skønne produkter. Nå ja, og så er vi faktisk verdens største økologiske mejeri – det er sku da også noget, jeg er ret stolt af.

Og så har vi også Arla Fonden, hvor der hvert år kommer over 100 6. klasser på lejrskole en uge og lærer alt om råvarer og madlavning på den fede måde. Børnene har selv indflydelse på, hvad de vil lave, og de oplever køerne blive malket på nabogården, æggene komme ud af hønen, rejerne op af fjorden og grøntsagerne hentes i haven. En uge der får betydning for børnenes madglæde resten af deres liv – det er da noget at være stolt af som medarbejder.
Sidst men ikke mindst, så afholder vi Arla Foodfest, Åbent Landbrug, Økodag og Junior Landmand. Alle sammen aktiviteter, som er med til at fremme madglæden blandt børn og unge. 

STOP MADSPILD
Jeg ved, hvor meget arbejde, der ligger bag at fremstille produkter. Ikke kun mejeri, men også det at dyrke grøntsager mv. Der er så meget arbejde fra et lille løg bliver lagt i jorden på marken, vandet, gødet, luget, høstet, tørret, transporteret, pillet, hakket til det endelig ender i tomatsuppen. Derfor ligger det mig også meget på sinde at kæmpe for mindre madspild. Vi skal passe godt på jordens ressourcer. Vi har ikke så mange af dem, og vi bliver flere og flere mennesker. Vi kan alle blive bedre til at smide mindre mad ud - det handler om at få sig nogle gode vaner.

Jeg håber i har lyst til at følge med!

Med madGLAD hilsen
Britta