Romainesalat har aflange store blade, der danner et løst hoved. Bladene sidder som en roset, fast ved stokken. Hvert blad har en fast, fyldig bund og en kraftig og sprød midternerve, som er hvidlig. Bladene er grønne med kraftige bladribber. Et romainesalathoved vejer ca. 225 gram.
Smagen er kraftigere end i hjertesalat, men den er også sødlig og nøddeagtig.
Skær bunden af salathovedet og kassér eventuelt de yderste blade. Skil bladene fra hinanden og skyl dem. Romainesalat kan spises rå. Riv bladene i grove stykker eller snit dem fint med en skarp kniv, afhængig af, hvad de skal blandes med. Romaine er god sammen med alverdens forskellige grøntsager og frugter i salatblandinger. Salaten bliver ikke slatten, men bevarer sin sprødhed, også med tilsat dressing, uanset om det er olie-citron/eddike eller surmælksdressing. Romaniesalat er en klassisk ingrediens i en cæsarsalat. Romainesalat kan halveres og steges eller grilles som halve hoveder, der serveres som tilbehør til middagsretter. Romainesalat kan erstatte hjertesalat i mange opskrifter, dog er den lidt grovere i strukturen. Romainesalat kan holde sig i en uge i køleskab.
April til oktober.
Læs om næringsindhold hos Fødevareinstituttet https://frida.fooddata.dk/food/600?