God køkkenhygiejne

Ordet hygiejne stammer fra græsk og betyder ”sådan forebygger man sygdom”.

Beskrivelse

God køkkenhygiejne handler om at have fornuftig omgang med råvarerne, gode vaner for tilberedning og opbevaring af maden. Formålet er at undgå smittespredning med mikroorganismer (bakterier, virus og skimmelsvampe), som kan ødelægge maden og gøre os syge, når vi spiser den.

God køkkenhygiejne omfatter:

  1. Den personlige hygiejne

  2. Tilberedning af mad

  3. Opbevaring af mad

Når du arbejder i køkkenet, kan du overføre bakterier og virus til maden, som kan smitte dem, der spiser den. Men med få forholdsregler kan du nedsætte risikoen. Rene hænder er det vigtigste, og så må du naturligvis heller ikke nyse eller hoste hen over maden. Ved en infektion, halsbetændelse eller en bullen finger kan du komme til at udskille sygdomsfremkaldende bakterier, som kan videreføres gennem maden. Det samme gælder, hvis du har haft diarre med en maveinfektion, hvor smitten kan overføres fra afføringen.

Eksempler

En tommelfingerregel siger, at det tager 10-15 sekunder at vaske hænderne grundigt med sæbe. Brug flydende håndsæbe, da fast håndsæbe kan huse bakterier. Husk at grebet på vandhanen også skal gøres ren, hvis du har rørt det med snavsede hænder. Brug et rent håndklæde – ikke viskestykket - til at tørre hænderne. Skift håndsæben ud!

Vask hænder

  1. Før du går i gang med at lave mad

  2. Når du har rørt ved rå madvarer

  3. Efter toiletbesøg, og hvis du har pudset næse

  4. Hvis du har plejet syge eller rørt ved sår og bumser

  5. Når du har leget med din hund, kat eller kanin

  6. Når du har været i kontakt med jord - fx i haven