Hyldeblomst

Hyldeblomst

Hyldeblomstdrik er smag af sommer og sol. Da hylden vokser allevegne, er det muligt at samle hyldeblomstskærme ude i naturen, så man kan lave en dejlig saft hjemme i køkkenet.

Udseende

Hyldeblomsterne sidder på stilke, samlet i store, flade skærme. Hver blomst har hvide kronblade og lysegule støvdragere. Skærmene lyser op og dufter i blomstringssæsonen, så de er nemme at få øje på.

Smag

Hyldeblomster indeholder æteriske olier og har en parfumeret, frisk duft og smag.

Oprindelse

Hylden har været kendt i Danmark siden stenalderen. Den er i dag meget almindelig over det meste af Europa og i Lilleasien og Sibirien. Overalt i Danmark gror der hyldebuske i skovbryn, hegn, under store træer i skoven samt i mange private haver. Buskene kan blive op til otte meter høje.

Anvendelse

Bedste tidspunkt til at samle hyldeblomster er omkring Skt. Hans, hvor hylden står i fuldt flor. De indsamlede skærme skylles, og de groveste stilke fjernes. Mest almindeligt er at lave hyldeblomstsaft, af skærmene. Saften har mange anvendelsesmuligheder. Den kan bruges som saftevand og i drinks. Men også til at fx marinere jordbær og andre frugter. Samt som smagskomponent til forskellige kager og desserter fx ymerfromage.
Udover hyldeblomstsaft, kan man lave hyldeblomstsirup og hyldeblomsteddike. Sidstnævnte er god til dressinger til fx kartoffelsalat med grillede jordbær. De spiselige blomster kan anvendes som pynt på kager, desserter og i salater. Eller prøv at stege hyldeblomstskærme i pandekagedej Husk at det kun er blomsterne, der er spiselige. Træets blade, stilke og grene er giftige.

Sæson

Juni - juli.

Kilder

[Skoven i skolen](Skoven i skolen)