Tag ud i det blå: Mad-tip til de mindste på turen

Tag ud i det blå: Mad-tip til de mindste på turen

Sommer, forår, efterår, vinter, og i al slags vejr. Det er skønt – omend nogle gange lidt svært – at tage på tur med både baby og tumling. En vigtig ting for at sikre en god tur er en god madkurv eller bare en snack på farten. Her giver ernæringsspecialist og indehaver af babybite.dk Charlotte Seeger 10 gode råd til, hvad og hvordan du kan tage maden med ud i det blå.

1. Gør det let

En tur skal være hyggelig for alle. Det er ikke her, du skal fokusere på at lære dit barn en masse nye ting.

2. Hold maden kold

I stedet for at bruge fryseelementer, kan du skære en moden melon uden skræl eller mango ud i mundrette stykker og fryse den ned. Melonen holder maden kold, indtil den selv er tøet op og klar til at spise sammen med resten af maden. Du kan også fryse vand eller en brikjuice ned på forhånd. Læg køleelementer eller kolde varer øverst, da kulden bevæger sig nedad. Omvendt, hvis du vil holde maden lun, så kan du pakke den ind i en stofble eller komme den på en termoflaske og lægge det nederst i kurven.

3. Farver og faconer

Pakker du maden ind i en masse forskellige bøtter, så bliver dit barn nysgerrigt på, hvad der nu lige er i den hjerteformede bøtte. Eller hvad der gemmer sig i den blå. Det gør maden mere spændende.

4. Det er min, mor

Giv dit barn sin egen drikkedunk med vand. Det er sjovt at have “sit eget”, og der er større chance for, at der ryger væske indenbords. Skal I på tur til et sted, som dit barn ikke kender, kan du for eksempel tage dit barns yndlingskop eller tallerken med – det skaber tryghed.

5. Til de allermindste

Er du på tur med en baby, der får brystmælk, så er madpakken let klaret. Får din baby modermælkserstatning, så tag kogt vand med i en termokande – husk at købe en specielt til formålet, så mælken ikke smager af kaffe eller the. Mælkepulveret kan du enten tage med i en beholder ved siden af, eller på forhånd hælde den afmålte mængde op i sutteflasken, så det er let at blande på farten. Vær i så fald opmærksom på, at vandet ikke er for varmt, når du skal bruge det. Du kan også benytte færdigblandet modermælkserstatning på ”brikker”– det er praktisk og let, når I er på tur

6. Den lille pakke

Det er altid en god ide at have lidt mad med, som dit barn kan gnave i, når den lille sidder i barnevognen eller klapvognen. Og måske bliver sulten på farten. En lille madpakke, der eksempelvis kan indeholde grøntsagshapsere, lidt banan, små stykker brød og måske en grøntsagssmoothie og lidt rosiner er en god ide og forholdsvist nemt.

7. Flere ting i kurven

Er I væk i længere tid, så maden på turen erstatter et måltid derhjemme, så er det en rigtigt god ide med flere ting i kurven. En let regel, som man kan gå efter, er, at man giver kurven en hånd, så den indeholder noget fra alle fingre. Tommelfinger er det grønne, som sukkerærter og avocado. Pegefinger er fuldkornsbrød. Langefinger er pålæg som ost, æg, pølse og leverpostej. Ringfinger er fisk, og lillefingeren er frugt.

8. Skær ud på forhånd

Hvis du skærer frugt og grønt ud hjemmefra og putter det i små bøtter, så glider det lettere ned hos dit barn. Det er samtidig lettere at håndtere for dig.

9. Det må gerne være sjovt

Dit barn vil elske dig for at være kreativ og lave lidt sjov med maden. Udstik for eksempel sandwichen med et glas eller en form fra julekagerne og fordel mandler, bær, tomater og andre snacks i små muffinforme eller tegn øjne på bananen.

10. Alt det andet

En tur ud i det blå med skovturskurv handler selvfølgelig ikke kun om maden. Alt det omkring maden kan være med til at gøre turen ekstra hyggeligt. Et fint tæppe, servietter, sugerør, plastik til at lægge under tæppet, hvis græsset er vådt. Og vådservietter. Altid vådservietter.

HVORNÅR ER DIN BABY KLAR TIL HVAD?

0-6 måneder: Din baby begynder at øve sig i at tygge maden. Fra ca. 8 mdr. begynder de små typisk også selv at tage småbidder med tommel- og pegefinger.

Mad: Start med skemaden, og, når det går godt med den, så lad din baby smage resten af familiens mad. Det svinger fra baby til baby, men fra 6 måneder kan du forsøge dig frem. Følg dog altid sundhedsstyrelsen anbefalinger og spørg din sundhedsplejerske, hvis du er i tvivl om, hvad dit barn kan spise.

Forslag til turen: 1/2 banan, brødhapsere med fx leverpostej, smør, hummus eller torskerognscreme, frugtmos i en lille bøtte (mor eller far kan hjælpe), kogte æblebåde.

9-12 måneder: Din baby vil nu sikkert meget gerne prøve kræfter med ske og gaffel og kan tygge grovere mad i tilpassede bider.

Mad: Din baby kan nu spise næsten det samme som resten af familien. Du skal dog tilføje lidt ekstra fedtstof, fx smør eller planteolier, fordi din baby vokser hurtigt. Du skal skære maden i stykker, men ikke længere mose den.

Forslag til turen: Madpandekager, bløde frugter skåret i hapsere, kogte gulerødder, peberfrugt skåret i stave, en grovbolle til at gnave i.

12-36 måneder: Dit barn øver sig og bliver hele tiden bedre til at spise med ske og gaffel og drikke af kop.

Mad: Dit barn kan spise, som resten af familien og behøver ikke længere ekstra fedtstof, da han eller hun ikke vokser helt så hurtigt længere.

Forslag til turen: Forskellige madbrød, f.eks. madmuffins, fladbrød eller osteboller, frugt skåret i både, grøntsagshapsere, en lille pakke rosiner (husk det ikke må overstige 50 g om ugen for børn under 3 år).