Søvn

SOV GODT, LILLE SKAT - sove-coachens PUTTE-RÅD

Når vi voksne bliver trætte, lægger vi os på sofaen eller glæder os til at komme i seng. Sådan er det sjældent med børn. Ofte er det sådan, at små børn bliver mere aktiv og forsøger at kæmpe imod søvnen, når de bliver trætte. Det er en af grundene til, at søvn og putning i mange familier kan være en udfordring. Her får du socialpædagog og indehaver af sovecoach.dk Jeanette Wegge-Larsens råd til putningen. Ikke alle råd virker på alle børn, men forhåbentlig kan du finde noget inspiration uanset hvad.

Af Kristina Svith Villadsen

 

Hvem bestemmer, hvornår det er sengetid?

 – Måske synes du, at det er synd for dit barn, at det er sengetid. Måske tænker du, at dit barn skal have lov til at være lidt længere oppe, selvom den lille egentlig virker træt. Men det er aldrig synd at lægge et træt barn i seng. Husk dog, at du kun kan bestemme, hvornår dit barn skal i seng, hvor den lille skal sove og hvilke putteritualer, du vil tilbyde dit barn – du kan ikke bestemme, om dit barn lukker øjnene. Den beslutning skal dit barn selv komme frem til, men du kan selvfølgelig hjælpe den lille på vej.

Hvordan kommer vi godt i gang med putningen?

 – Det er en god idé at indføre et putteritual, som dit barn lærer at kende. I hører måske en rolig sang, tager nattøj på, børster måske tænder et bestemt sted, læser en bog og synger bagefter en godnatsang. Det skaber tryghed, at dit barn ved, hvad der skal ske, og I får samtidig lige så stille ro på. Det sidste punkt i putteritualet kan være at give dit barn trykkemassage, hvor du trykker på dit barns muskler og led, imens den lille ligger i sin seng. For nogle børn virker det beroligende og viser samtidig, at nu er det tid til at lægge sig ned og finde ro.

Hvad gør jeg, hvis mit barn ikke vil følge vores putteritualer?

 – Selvom I har indført en række putteritualer, kan I sagtens opleve, at den lille pure nægter at følge dem. Det gør dit barn, fordi den lille mener, at det er kedeligt at sove, og når rutinerne begynder, så ved dit barn, at sengetiden er lige om hjørnet. Ved at melde sig ud af putteritualet og finde på noget andet, håber dit barn, at det kan forlænge dagen. Jeanette Wegge-Larsens understreger, at det er derfor vigtigt, at putteritualet er et tilbud til dit barn. Forstået på den måde, at det er enten det her eller ingenting. Hvis jeres ritual er, at I først læser en bog og bagefter synger en sang sammen, så må dit barn gerne sige nej til bogen, men så er det ikke meningen, at dit barn får lov til at finde på noget andet i stedet. Takker dit barn nej til bogen, så springer I videre til godnatsangen.

Hvad gør jeg, hvis mit barn bliver sur eller ked af det undervejs?

 – Ved puttetid er det vigtigt, at du er tydelig, rolig og vedholdende, så skaber det tryghed for dit barn. Hvis dit barn mærker, at du er i tvivl om, hvorvidt du nu også gør det rigtige, så vil dit barn gøre endnu mere for at holde sig vågen. Samtidig skal du selvfølgelig vise dit barn, at det er i orden at føle det, dit barn nu engang føler. Sig, at det er helt okay, at du er sur og holder en fest. Men jeg er ikke med på den.”

Hvordan får jeg mit barn til at sove, når der så er sagt godnat?

 – Når I har sagt godnat, skal der ikke være mere snak, lys, sange eller andet. Du må gerne sige, at du stadig er der, at det er tid til at sove eller andet, som bekræfter dit barn i, at du hjælper. Men udover det er det ikke ideen, at du skal snakke mere med dit barn. Du må gerne være lidt kedelig.

Når børn og voksne bliver trætte

  • Når voksne bliver trætte, bliver de døsige, inaktive, falder måske i søvn på sofaen eller glæder sig i hvert fald til at kravle til køjs.                    
  • Børn er jo forskellige, men ofte er det sådan, at når børn bliver trætte, så bliver de ofte mere og mere aktive, højlydte og det kan næsten føles, som om de kravler på væggene. Det er naturligt – de gør det eneste, der kan holde dem vågne, nemlig at producere adrenalin.   
  • Det kan næsten føles som om, at børnene har et kæmp-imod-søvn-gen. At sove er simpelthen for kedeligt, når nu verden i vågen tilstand er så meget sjovere.                     

 

ANNONCE

Jeanette Wegge-Larsen, ejer og stifter af sovecoach.dk, hvorigennem hun rådgiver og hjælper forældre med at få styr på sovevanerne for deres børn. Teknikkerne bygger på anerkendelse, tryghed og tillid. Sovecoach.dk tilbyder online kurser, personlig rådgivning, hjemmebesøg samt foredrag. Jeanette er uddannet socialpædagog og har specialiseret sig indenfor børns søvn. Målgruppen er primært børn mellem 0 og 4 år. Sovecoach.dk’s mission er at give nattesøvnen tilbage til børnefamilierne.

Få yderligere information og se, hvordan Jeanette kan hjælpe jer på sovecoach.dk.