FoodFanatic

Hverdagens middagsselskab

Der er virkelig smæk på smagen i mine kødfri tacos med krydret linsefyld, peberfrugt og queso fresco. Faktisk i en sådan grad at jeg for mine gæster proklamerede, at denne ret da måtte være min favorit inden for kategorien "kødfri retter". Nu er jeg så atter kommet lidt i tvivl, for der er jo også min butter paneer, som jeg lavede på min første livesession på Instagram sammen med Karolines Køkken. Under alle omstændigheder står de begge højt på favoritlisten over de kødfri retter i mit repertoire.

Præcis som med den farverige halloumi-salat med vandmelon og mynte og førnævnte butter paneer er opskriften her blevet til i samarbejde med Karolines Køkken. De har netop lanceret tre nye måltidsoste: queso fresco, halloumi og paneer, som du kan læse mere om her. Jeg og et par andre dedikerede madentusiaster er blevet givet udfordringen at vise, hvordan man kan lade ostene indgå på nye måder i det kødfri køkken, og der er også masser af inspiration at hente på Karoline Køkkens egen hjemmeside lige her. Personligt er jeg glad for at bruge ost i retter uden kød, da de både mætter og bidrager med smag. Jeg er måske generelt lidt for glad for kød, men vil gerne skære ned af flere forskellige årsager, og så må der gerne ske lidt på tallerkenen, så man ikke udelukkende skal spise sig mæt i kulhydrater.

Spicy Tacos with Queso Fresco

Festlig hverdagsmad

De kødfri tacos er perfekte til et afslappet middagsselskab en hverdagsaften, hvor maden skal være nem og hurtig, og hvor man kan hygge sig med at samle sine egne tacos med den ønskede mængde toppings ved bordet. I dette tilfælde er det queso fresco og en tomatsalsa, men et par skiver avocado og lidt hot sauce ville også være godt. Queso frescos oprindelse skal findes i Mexico, og den har en mild og cremet smag. Jeg kan godt lide at lade den give kontrast til krydrede retter som her. Du kan i øvrigt både skære den, smuldre den og rive den - og gør du det sidste, har jeg ladet mig fortælle, at man kan bruge den som fars. Det skal jeg prøve inden længe.

Spicy linsetacos med queso fresco og tomatsalsa

4 personer

Ingredienser

  • 2 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 1 peberfrugt
  • Olie til stegning
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk cayennepeber
  • 1 tsk paprika
  • 1 tsk tørret oregano
  • Chilipulver efter smag
  • 250 g grønne puy linser
  • 2 spsk tomatpuré
  • 5 dl grøntsagsbouillon
  • Små majstortillaer*
  • 340 g queso fresco
  • Salt og peber

Tomatsalsa:

  • 5 tomater
  • 1 chili
  • 1 rødløg
  • 1 fed hvidløg
  • 1/4 bdt. koriander
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 lime
  • Salt og peber

Sådan gør du

Pil og hak løg og hvidløg. Skær peberfrugten i små tern. Varm en sjat olie i en gryde og sauter løg, hvidløg og peberfrugt ved jævn varme i cirka 5 minutter, uden at det tager farve. Kom de tørrede krydderier og linser ved og sauter videre i et minuts tid. Tilsæt nu tomatpuré og grøntsagsbouillon, læg låg på gryden og lad det simre i cirka 20 minutter. Tag låget af gryden og lad det simre videre, til væden er fordampet og linserne er møre. Smag til med salt og peber.

Kom dine tortillas i en pakke af sølvpapir, og lun dem i en 200 grader varm ovn i ca. 10 minutter.

Smuldr queso fresco.

Kom linsefyldet i dine tacos og top med queso fresco. Server med tomatsalsa.

*Kan du ikke finde majstortillaer, kan du bruge hvedetortillaer i stedet. Vælg de mindste, du kan finde.

Tomatsalsa:

Skær tomaterne i tern og hak chilien fint - kassér eventuelt kernerne. Pil og hak rødløg og hvidløg. Hak korianderen. Bland det hele i en skål sammen med olivenolie, limesaft, salt og peber.