@EmmaMartiny

Squash-rösti med halloumi

Fulgte I med på min Instagram Story, da jeg gik live fra Karolines Køkken i sidste uge? I løbet af 20 minutter fik jeg lavet en super simpel, kødfri hverdagsret, og imens jeg kokkerede, kunne I stille spørgsmål og blive klogere på aftenens hovedperson. Og nej, jeg mener altså ikke mig selv, men derimod en af Karolines nye måltidsoste: Halloumi! 

Den milde og salte cypriotiske halloumiost er sammen med den mexicanske, mælkede queso fresco og den faste, indiske paneer nyheder i de danske supermarkeder. Som en del af lanceringen har jeg teamet op med Karolines Køkken, og de næste uger vil jeg forsøge at inspirere jer til, hvordan I kan introducere ostene i jeres køkken. Det samme vil mine dygtige blogkolleger, Mads fra Gastromand og Nadia fra Foodfanatic. Vi vil hver især give vores bud på skønne kødfri retter, hvor de tre nye ostevarianter mætter og fylder. Alle opskrifterne og masser af yderligere inspiration til det kødfri køkken kan I finde på Karolines Køkkens hjemmeside.

Halloumi er en grillost fra Cypern, og hvis I kender til mit opskriftsunivers ved I, at det er en af mine favoritter. Den er fremstillet af en blanding af gede-, fåre- og komælk (men bare rolig – den smager ikke af ged!), og så kaldes den ofte for ”ostens bacon” på grund af den salte smag og sprøde stegeskorpe. Halloumi indeholder 23% protein, hvorfor den kan steges på panden eller grillen, og så sikrer proteinindholdet, at osten fylder godt i maven, så ingen skal gå sulten fra bordet, selvom man en dag springer kødet over.

Hvis I aldrig har eksperimenteret med halloumiosten før, vil jeg anbefale jer at prøve denne farvestrålende burgeropskrift, hvor osten virkelig kommer til sin ret, når den erstatter den klassiske hakkebøf. Personligt bruger jeg ofte halloumiosten som topping på måltidsalater, fordi den både mætter, giver ekstra smag og ser super dekorativ ud, når den får flotte grill-striber. Men i den opskrift, jeg delte på min Instagram Story i sidste uge, valgte jeg at bruge osten lidt anderledes - nemlig revet i en rösti.

Rösti laves traditionelt med kartofler, men i denne opskrift bruger jeg squash sammen med revet halloumiost. Udover at give en god smag og mæthed, sørger måltidsosten for, konsistensen bliver helt perfekt – röstien bliver sprød og lækker uden på og saftig indeni. Röstierne er gode at servere, når man får gæster i hverdagene, fordi de er så hurtige at lave, men samtidig er det ret festligt, hvis man serverer en masse forskellige toppings til, så hver gæst kan pynte sin egen rösti med lige det, vedkommende har lyst til. Her har jeg toppet dem med en simpel yoghurtdressing, avocado, lyn-syltede rødløg, salat og sesamfrø, men andre bud kan være at lave en mellemøstlig variant med hummus og granatæblekerner, eller at toppe dem med tomater, oliven og tzatiki med inspiration fra det græske køkken.

Ellers vil jeg blot endnu engang opfordre jer til at følge med her på bloggen og på Karolines Køkkens hjemmeside. Vi kommer til at dele opskrifter, der passer både til hverdag, som gæstemad eller til weekendluksus, og jeg glæder mig til også at fortælle mere om Paneer og Queso Fresco, der er lidt mindre kendt i de danske hjem.

Opskrift af Emma Martiny

SQUASH-RÖSTI MED HALLOUMI

Hovedret til 2 personer

Ingredienser

  • 1 squash
  • 200 g halloumi
  • 2 æg
  • 1 dl havregryn
  • en smule salt
  • olivenolie til stegning

LYNSYLTET RØDLØG

  • 1 rødløg
  • 1 dl æblecidereddike

YOGHURTDRESSING

  • 1 dl yoghurt
  • 1 spsk. citronsaft
  • salt & friskkværnet peber

TIL SERVERING

  • 1 avocado
  • 2 spsk. sesamfrø
  • 50 g blandet salat

Sådan gør du

Lav først de lynsyltede rødløg ved at skære rødløget i papirstynde både. Hæld æblecidereddike over i en skål, og lad det stå, imens du tilbereder resten af måltidet.

Riv squash groft på et rivejern. Klem det meste af væden fra over håndvasken ved at knuge den revne squash mellem hænderne. Riv også halloumiosten groft. Kom revet squash og halloumi, æg, havregryn, salt i skålen, og rør det sammen. Opvarm en pande med en smule olivenolie. Knug en god håndfuld af rösti-dejen sammen, og placér den på panden. Brug en gaffel til at forme röstien, så den bliver tilpas tyk. Lad den stege et par minutter, til den er flot gylden, inden den vendes og steges færdig på den anden side. Gentag, så du 4 rösti.

Rør ingredienserne til dressingen sammen, og smag til. Skær avocado i skiver, og rist sesamfrø på en tør pande. Top dine rösti med salat, yoghurtdressing, avocadoskiver, lynsyltede rødløg og ristede sesamfrø, og servér.