Pressemeddelelse

Feta-dom kan forvirre forbrugerne

Det bliver ikke lettere for danske forbrugere at købe ind til salaten eller farsbrødet, efter at EF-domstolen i dag afgjorde, at kun Grækenland må kalde feta for feta.

”Dommen vil ikke gøre det lettere for forbrugerne at skelne mellem de forskellige produkter, som før hed feta, men som fremover vil blive solgt under en række forskellige navne”, siger viceadministrerende direktør i Arla Foods Andreas Lundby.

Danske forbrugere må vænne sig til at sige blandt andet Apetina til deres feta. Som forberedelse på at dommen skulle gå Danmark imod, har Arla de seneste fem år arbejdet på at fremme dette varemærke i blandt andet Danmark. Men også betegnelsen salattern bliver anvendt under mærker som Karolines Køkken og Cheasy.

Andre danske og udenlandske mejerier vil formentlig vælge helt andre navne til det, der hidtil har være kendt som feta.

Andreas Lundby forudser, at dommen kan få vidtrækkende konsekvenser for både mejeribruget og forbrugerne i Europa.



Mærket Apetina er et af de mærker, som Arla anvender til virksomhedens feta-produkter.


”Dommen er med til at gøre osteproduktionen mindre international og kan betyde at ostetyper som for eksempel emmentaler og cheddar kun må fremstilles i henholdsvis Schweiz og England. Dommen er endelig, og det må vi så acceptere, men det er en glidebane, og det er derfor, vi har kæmpet så hårdt for denne sag”, siger han.

Arla fremstiller årligt 20-25.000 tons feta svarende til en omsætning på mellem 500 og 600 mio. kr. Hovedmarkederne i Europa er Norge, Holland og Finland samt de to hjemmemarkeder Danmark og Sverige.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Jonas Barfoed
Primær kontaktperson

Jonas BarfoedPressemedarbejder

Susie Munk Jensen
Primær kontaktperson

Susie Munk Jensen PR & Communication Manager