Pressemeddelelse

Nr. Vium årets læreplads på Dalum UddannelsesCenter

Nr. Vium Mejeri er kåret til årets læreplads i konkurrence med 26 arbejdspladser, der alle har lærlinge fra Dalum Uddannelsescenter.

Alle elever på Dalum Uddannelses- center kan indstille deres lærlinge- plads, og i alt 27 virksomheder indenfor blandt andet levnedsmiddel, jordbrug, mejeri og gartner blev indstillet. Bag udnævnelsen af Nr. Vium står et panel med repræsentanter fra Dalum Uddannelsescenter samt erhvervslivet og medarbejderorganisationer.

Det var syv af Nr. Viums mejerielever, der havde indstillet arbejdspladsen til prisen. Eleverne lægger i deres indstilling blandt andet vægt på, at der på Nr. Vium er et godt samarbejde mellem elever, medarbejdere og ledelse, at eleverne får ansvar, og at informationsniveauet er højt. Eleverne skriver blandt andet: ”Vi elever kan komme med opfordringer og ønsker – og vi bliver hørt”.

”Det skinnede meget klart igennem, at Nr. Vium arbejder professionelt med sine lærlinge og har et mål med dem”, siger informationsleder på Dalum Uddannelsescenter, Merete Jørgensen , der sad med i udvælgelsespanelet.

Elevansvarlig på Nr. Vium, produktionsforvalter Dorte Viborg, fik mandag 31. oktober overrakt prisen under overværelse af Dalum Uddannelsescenters elever og ansatte.

Hun er overbevist om, at titlen er et resultat af en kraftig indsats på Nr. Vium de seneste to år for at forbedre uddannelsestiden for eleverne.

Direktør Hans Skjerning Dalum UddannelsesCenter overrækker prisen som Årets Læreplads til elevansvarlig og produktionsforvalter på Nr. Vium Mejeri, Dorthe Viborg.


”Før i tiden tog vi måske ikke eleverne så alvorligt. De lavede ofte det, som ingen andre ville lave, men det har vi ændret på, og det har taget mange kræfter at nå dertil, hvor vi er i dag. Nu gør vi meget ud af at fortælle dem om vores forventninger, og samtidig tilrettelægger vi forløbet ud fra deres forventninger til os. Vi har desuden gjort meget ud af at fastholde kontakten og informere eleverne i løbet af det ene år i uddannelsen, hvor de går på Dalum Uddannelsescenter. Eleverne er en vigtig ressource for fremtiden, så det er vigtigt, at vi plejer dem, mens vi har dem”, siger Dorthe Viborg.

Nr. Vium går nu videre til en landsdækkende konkurrence blandt alle arbejdspladser med lærlinge fra Danmarks Tekniske Skoler.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Jonas Barfoed
Primær kontaktperson

Jonas BarfoedPressemedarbejder

Susie Munk Jensen
Primær kontaktperson

Susie Munk Jensen PR & Communication Manager