Pressemeddelelse

Stærke mærker skaber vækst i England

En fortsat førende position som mælkeudbyder til de britiske supermarkeder og en øget afsætning af Lurpak smør har skabt en fremgang for Arla Foods UK plc i det netop afsluttede regnskabsår.

Selskabet har haft en fremgang i basisindtjeningen før skat på 5,2 pct. fra 470,5 mio. kr (£43.2 mio.) til 484,5 mio. kr (£44,5 mio). Omsætningen er øget fra 13,7 mia. kr. (£1.26 mia.) til 14,4 mia. kr. (£1.32 mia).

“Resultatet er på niveau med det vi havde forventet. Vi forventer fortsat vækst for vores mærkevarer og lanceringer af nye produkter”, siger Sir David Naish, formand for Arla Foods UK plc.
“Afslutningen af vores investeringsprogram giver os en stærk platform for den videre udvikling og sammen med et øget samarbejde med vores landmænd har virksomheden gode perspektiver for fremtiden", siger han.

David Naish peger samtidig på, at den fortsatte usikkerhed omkring virkningerne af EU’s landbrugsreform og det høje prispres på markedet gør, at mælkeprisen til landmanden presses nedad.
“Vores udbud af produkter vil i nogen grad imødegå denne tendens, men vi vil samtidig aktivt deltage i en rationalisering af mejeriindustrien, der blandt andet omfatter salget af mælk til de mellemstore butikskæder”, siger David Naish.

Lurpak har i løbet af året opnået en øget markedsandel og også Anchor smør har givet gode resultater. På mælkesiden har Arla Foods øget salg af mælk til de britiske supermarkeder med 4 pct. Endelig er Cravendale, som er Arla Foods UK plc’s varemærke for mælk, igen i vækst efter produktionskapaciteten blev øget i løbet af året.

Investeringsprogrammet forløber efter planen: Udbygningen af tappeanlægget til Cravendale mælk på mejeriet Stourton i Leeds er gennemført og i december begynder tapningen af mælk på det nyetablerede anlæg i den skotske by Lockerbie.

I løbet af året har Arla Foods UK plc øget indkøb af mælk hos de britiske mælkeproducenter, der er tilknyttet Arla Foods Milk Partnership. Gruppens ca. 1.600 mælkeproducenter leverer I dag 70 pct. af virksomhedens mælkeindvejning.

En omstrukturering i organisationen af selskabet betyder, at David Naish forventer, at omkring 60 administrative jobs forsvinder i løbet af de kommende tre måneder. Nedskæringerne kommer som følge af en effektivisering af administrationen.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Jonas Barfoed
Primær kontaktperson

Jonas BarfoedPressemedarbejder

Susie Munk Jensen
Primær kontaktperson

Susie Munk Jensen PR & Communication Manager