Pressemeddelelse

Arla lancerer egns-tykmælk fra Sjælland

Harmonie økologisk egnsmælk er blevet så godt modtaget af forbrugerne, at serien udvides med en tykmælk fra Sjælland.

Harmonie tykmælk er fremstillet efter original opskrift af økologisk mælk, der er indsamlet fra fem økologiske gårde på Sjælland – tre i Kirke Hyllinge, en nær Kalundborg og en nær Roskilde. Den nye tykmælk har en karakteristisk frisk og syrlig smag, der gør den perfekt til morgenmad pyntet med frugt eller drysset med ristet rugbrød.

”Vi forventer, at den nye egns-tykmælk vil blive godt modtaget af forbrugerne. Vi kan se, at økologiske mælkedrikkere gerne vil vide, hvor deres mejeriprodukter kommer fra,” forklarer Jakob Nørgaard, der er brand manager i Arla Foods.

Hver tiende karton naturel tykmælk, A38 eller yoghurt, der åbnes på danske morgenborde, er i dag økologisk - og antallet stiger. Naturel markedet er steget med 3-4 pct. i forhold til sidste år.

Fakta om egnsmælk

I november 2005 introducerede Arla sin økologiske egnsmælk. Nord- og midtjyder får økologisk mælk fra Himmerland, mens sønderjyder, fynboer og sjællændere får økologisk mælk fra køer, der græsser i Sønderjylland. Egnsmælk fra Himmerland og Sønderjylland fås som let-, mini- og skummetmælk.

Siden er serien vokset med en Marsk Sødmælk, der indsamles fra 11 gårde på den sydligste del af den jyske vestkyst. Den kan købes i hele landet.

Alle gårdene er omfattet af Arlas kvalitetsprogram ”Arlagården”, der stiller krav til dyrevelfærd, miljø og fødevaresikkerhed.

Du kan læse mere om Harmonie Tykmælk og de andre Harmonie produkter på www.arla.dk

 

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Jonas Barfoed
Primær kontaktperson

Jonas BarfoedPressemedarbejder

Susie Munk Jensen
Primær kontaktperson

Susie Munk Jensen PR & Communication Manager