Pressemeddelelse

To Arla-produkter vandt gourmetpris

Arla Foods vandt to ud af tre mulige guldmedaljer ved dette års uddeling af Mejeribrugets Gourmetpris.

Guldmedaljen for den bedste ost blev tildelt Vellev Unika fra Vellev Mejeri, som dommerpanelet kaldte ”en fantastisk ost”. Vinderosten er en Danbo, som dækkes med en særlig grube-kit og modnes i Mønsted Kalkgruber, hvorpå den koldlagrer i tre år.

”Den har en høj nøddesmag, der bliver let bitter i finalen. Kraftig men alligevel ikke for stærk. Flot konsistens, blød og kraftig og med en høj syre. Jeg tænker ’hold da op’, en fin balance og eftersmag,” lød kommentaren fra dommerne.

I smørkategorien blev guldmedaljen tildelt produktet Økologisk Gammeldags Kærnet Smør med Læsø Sydesalt fra Slagelse Mejeri.

”En god pakke smør. Det er ren pynt til brødet. Fantastisk flot smørgul farve. God balance mellem fedt og salt,” kommenterede dommerne.

I katagorien for andre mejeriprodukter gik guldmedaljen til mejeriet Naturmælks Biodynamisk Gårdmælk, som blandt andet fik ordene ”fed og flot med rigtig mælkefarve” med på vejen.

I den fjerde og sidste kategori for iscreme fandt dommerpanelet ingen produkter, der kunne gøre sig fortjent til en guldmedalje.

Prisuddelingen fandt sted mandag 9.oktober i Aalborg på Culinary Institute of Denmark, og dommerpanelet bestod af otte madeksperter – primært kokke, gourmeter og madskribenter.

Der var tilmeldt 41 produkter fra forskellige danske mejerier, og ud af de i alt 11 produkter, som smagsdommerne valgte at nominere, var ni fra Arla – heriblandt også ét produkt fra Tholstrup Cheese, som Arla netop har overtaget. Alle 41 tilmeldte produkter kan smages på Mejerforum i Forum på Frederiksberg førstkomne fredag, lørdag og søndag.

Syv af de ni nominerede Arla-produkter – heriblandt begge vinderprodukterne – er fra det såkaldte kokkeprojekt, hvor Arla i samarbejde med danske topkokke udvikler gourmetprodukter til landets bedste restauranter. Derfor vakte årets prisuddeling ekstra glæde hos Katrine Hvid Ellegaard, som er Arlas ansvarlige for kokkeprojektet.


”Det er en anerkendelse, vi kan være meget, meget stolte af. Alle på kokkeprojektet kan være stolte. Det her viser, at hele vores sortiment kan være med, og at vi er på den rigtige vej,” siger hun.


Kokkepanelet poserer med de tre vinderprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Jonas Barfoed
Primær kontaktperson

Jonas BarfoedPressemedarbejder

Susie Munk Jensen
Primær kontaktperson

Susie Munk Jensen PR & Communication Manager